Bybusser kører igen efter arbejdsnedlæggelse

I Silkeborg holdt bybusserne stille torsdag morgen. Lidt før klokken 8 er chaufførerne vendt tilbage til arbejdet, oplyser Midttrafik.

Obs: Kl. 8.00 er artiklen opdateret med udtalelser fra Midttrafik.

Passagerer måtte kigge langt efter bybusserne torsdag morgen i Silkeborg.

Midttrafik oplyser på Facebook, at busserne holdt stille i byen på grund af en arbejdsnedlæggelse:

- Vi ved ikke, hvornår arbejdet bliver genoptaget, men opdaterer løbende på midttrafik.dk, skriver Midttrafik i opslaget.

Britta Charmig fra Midttrafiks pressetjeneste oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse af medarbejdere i selskabet Tide Bus, som står for kørslen med bybusser i Silkeborg.

Lidt før klokken otte oplyser Britta Charmig, at chaufførerne er vendt tilbage til arbejdet.

Passagerer må forsøge sig med de blå busser

Midttrafik havde svært ved at hjælpe de mange passagerer, som ventede forgæves på bybusserne torsdag morgen:

- Der er ikke så meget, vi kan gøre, men vi håber, de kan finde alternative transportmuligheder med de blå busser, siger Britta Charmig. 

Årsagen til strejken skyldes, at medarbejderne i Tide Bus er utilfredse med ledelsen. Det oplyser 3F Transportgruppen i Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Letbanen volder Midttrafik problemer torsdag morgen. Flere afgange er aflyst, men banen forventes at være oppe at køre i løbet af morgenen.