Bundproppen tabte igen, igen

Uden sejr i 14 kampe i træk i Superligaen

Endnu engang måtte Silkeborg gå i omklædningsrummet med et nederlag.

Fredagens opgør mod Superligaens tophold, FC Midtjylland, skulle vise sig at blive 14. nederlag i træk for Silkeborg, hvis muligheder for at undgå nedrykning er svære at få øje på, selvom klubben endnu har 19 kampe tilbage i ligaen.

Efter bare 17 minutter led Silkeborg håb om en sejr sit første knæk, da Petter Andersson sendte FC Midtjylland foran.

Silkeborg-målmanden Thomas Nørgaard fik ikke fat i bolden, som i stedet ramte en anden af hjemmeholdets spillere, Sune Kiilerich. Derfra sprang bolden hen til FCM's Petter Andersson, som med et forkølet skud fik sendt bolden i mål til 1-0.

Se: SIF: Bitter pille at sluge

Silkeborg kom bedre med i anden halvleg. FCM-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen, der bejler til en landsholdsudtagelse, havde dog flere afbrændere, blandt andet da han sparkede helt forbi bolden i fri position tæt på Silkeborgs mål.

Pione Sisto blev muligvis snydt for en scoring, da han sendte bolden i mål, men der blev dømt offside i situationen.

Silkeborg havde generelt svært ved at komme til afslutningerne, og først da gæsternes Pione Sisto lukkede kampen i 86. minut, kom Silkeborg en smule ud af starthullerne og sendte alle kræfter frem på banen.

Silkeborg IFs Nicolaj Agger kunne pynte på resultatet med sin scoring i kampens allersidste minutter. Opgøret endte 2-1 til FC Midtjylland.