BSV'er: En rigtig god kamp
Bjerringbro-Silkeborg slog Aalborg Håndbold med 27-24
6Nikolaj Øris Nielsen spillede en fremtrædende rolle, da Bjerringbro-Silkeborg onsdag besejrede Aalborg Håndbold 27-24 på hjemmebane i Boxer Herreligaen.
Han scorede seks mål i kampen, hvor BSV havde godt styr på det.
- Det var en rigtig god kamp fra vores side. Vi var uden Michael V. Knudsen, så vi var lidt skeptiske.
- Men vi kom let til vores scoringer, og vi stod rigtig godt i forsvaret. Vi var foran komfortabelt gennem det meste af kampen, siger han.
BSV førte 15-11 ved pausen i kampen, hvor hjemmeholdets Mads Christiansen blev topscorer med 10 mål.
- Mange bød ind i dag, specielt Mads Christiansen, der spillede en fremragende kamp.
- Jeg tror nærmest, at han scorede på samtlige sine skud. Men generelt var der et godt flow i vores angrebsspil, siger Nikolaj Øris Nielsen.
BSV er nummer tre i Boxer Herreligaen med 29 point for 22 kampe. Aalborg Håndbold er nummer to med 32 point.