BSV-træner: For få mål i anden halvleg koster sejren
Aalborg Håndbold vandt onsdag 24-23 over Bjerringbro-Silkeborg i mændenes bedste håndboldliga
Aalborg vandt onsdag 24-23 over Bjerringbro-Silkeborg (BSV) på hjemmebane, og ifølge udeholdets træner, Peter Bredsdorff-Larsen, så var der en klar grund til nederlaget.
- Vi lavede alt for få mål i anden halvleg. Vi lavede kun ti mål, og vi havde en stribe af chancer i slutfasen, vi ikke udnyttede. På den måde kan man jo ikke vinde en håndboldkamp, siger træneren.
BSV gik ellers til pause med en føring på tre mål, men den viste sig ikke at være til megen gavn, for få minutter inde i anden halvleg havde de danske mestre udlignet.
Læs også
Aalborg-træner Aron Kristjánsson fortæller, at Aalborg-holdet ikke var tilfreds i pausen og havde en alvorssnak.
- Vi manglede en 10-20 procent i intensitet, og det var både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt, siger han.
- Det fik vi snakket om i pausen, og så var vi enige om, at den virkelig skulle have fuld hammer i anden halvleg, og det fik den så også.
Med sejren rykker Aalborg op som nummer fire i 888 Ligaen, hvor holdet kun er to point efter netop BSV på tredjepladsen. Nordjyderne har dog spillet en enkelt kamp færre.
Læs også
Aarhusianere fik uafgjort
Også Århus Håndbold var i aktion. Aarhusianerne har svært ved at finde melodien i den bedste herreliga, men efter tre nederlag i træk blev det hjemme til et enkelt point, da holdet spillede 28-28 i opgøret mod Nordsjælland Håndbold.
De to hold fulgtes godt ad gennem kampen, hvor det dog var Nordsjælland, der førte knebent størstedelen af kampen.
Læs også
Med få sekunder igen af kampen havde Nordsjælland dog muligheden for at tage de to point, men skuddet blev reddet.
Resultatet betyder, at Århus nu ligger nummer syv i ligaen, mens Nordsjælland er nummer ti.
Skanderborg sejrede
I Skanderborg var Sønderjyske på besøg, og det blev til en sejr til Skanderborg på 27-19.
Det var en kamp uden alt for mange afslutninger fra nogen af holdene, så Kristoffer Laursen i Skanderborg-målet fik afgørende betydning med en redningsprocent på 48,57 procent.
Sejren betyder, at Skanderborg hopper op over nedrykningsstregen og sender Sønderjyske ned under stregen. Et enkelt point skiller de to hold.