Her til eftermiddag skulle Bjerringbro-Silkeborg revanchere et lidt overraskende nederlag på to mål mod HK Malmö i holdenes indbyrdes opgør bedst af to kampe om at komme med i EHF Cuppen.
Og det danske hold levede op til favoritværdigheden med en overbevisende sejr på 36-25 – det giver samlet avancement med 59-50.
Der var på mange måder tale om en holdindsats, der fik BSV videre. Seks spillere lavede fire mål eller flere, heriblandt profilerne Nikolaj Markussen og Sebastian Skube, der lavede henholdsvis seks og fem mål.
Allerede ved pausen havde BSV indhentet det svenske forspring. Her var stillingen 17-12, og det billede fortsatte i anden halvleg.
Med sejren er BSV klar til EHF Cuppen. BSV var trådt direkte ind i kvalifikationens tredje runde.