Børnenes Kampdag: Elever fra Silkeborg sender klimastafet til Aalborg
En boks fyldt med børns visioner for fremtiden har de seneste uger rejst Danmark rundt.
I dag sender elever fra Langsøskolen i Silkeborg en ganske særlig stafet ud på den sidste strækning mod Aalborg.
Stafetten indeholder bud på, hvad der kan forhindre klimakatastrofen.
Det er elever fra fem UNICEF-rettighedsskoler, der har sendt årets kampdags-stafet gennem Danmark og undervejs fyldt den med kreative projekter, som viser deres bud på, hvordan vi skal skabe en klimavenlig fremtid.
Advarer mod at smide skrald i naturen
Frederik Rantzau Vejvad og Sven Asmus Lehrmann Styrbæk er to af de elever fra Langsøskolen i Silkeborg, der i dag sender stafetten afsted mod Aalborg.
De synes begge, det er vigtigt at være en del af Børnenes Kampdag:
- Det kan være med til at sætte en højere standard for bæredygtighed og sociale vilkår for næste generation. Hele skolen er involveret i projektet, så vi sammen kan udarbejde den bedste idé til at hjælpe vores planet, siger de i en pressemeddelelse.
Sammen med deres skolekammerater har de lavet en video, hvor de advarer mod at smide skrald i naturen og desuden opfordrer skoler til at undervise mere i bæredygtighed. Videoen har de lagt på et USB-stik og puttet i kassen.
En platform for børneinddragelse
Det er UNICEFs håb, at årets stafet kan være med til at skabe en platform for, at børn og unge bliver inddraget og taget alvorligt, når det kommer til at løse klimakrisen:
- En af de vigtigste rettigheder, vi kæmper for i UNICEF, er, at børn altid skal tages med på råd i spørgsmål, der vedrører dem. Og det må man sige, at klimakrisen gør. Men det er vigtigt at understrege, at børns opgave begrænser sig til at råbe op, og så er det de voksnes ansvar at lytte og handle, siger UNICEF Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl.
På søndag er det Børnenes Kampdag, og her ender stafetten i Aalborg, hvor den udstilles på kulturcentret Nordkraft. Boksen har to transparente sider, så besøgende kan se, hvad eleverne har fyldt den med.