- Blev på Hobros præmisser
Silkeborg IF tabte søndag til Hobro i Superligaen efter en scoring i kampens første minut
Oprykkerne fra Silkeborg tabte i dag 0-1 til det andet oprykkerhold fra Hobro på Mascot Park i Silkeborg. Gæsterne scorede tidligt på et flot mål af Mikkel Thygesen, og derfra var det svært for hjemmeholdet.
- Jeg synes ikke, at vi leverer en dårlig præstation i dag. Hele kampen bliver jo ændret, fordi vi er uopmærksomme tidligt i kampen. Vi får ikke skabt så meget, og det er jo en af grundene til, at vi ligger sidst i tabellen, siger Silkeborg-træner Kim Poulsen.
- Det kommer ned til i dag, at Hobro scorer tidligt, og dermed er kampen på deres præmisser. Sidste weekend gjorde de det samme ved FC Nordsjælland, og de er bare enormt dygtige til at forsvare deres føring, siger træneren.
Silkeborgs bedste mand i dag var unge Robert Skov, der kampen igennem virkede livlig og turde udfordre Hobros forsvar.
Se: Silkeborg IF tabte til Hobro
- Det er ikke sjovt at tabe sådan en kamp som i dag. Det ødelægger kampen for os, at vi får en dårlig start, fordi de pakker sig derefter. De stod kompakt og langt nede på banen, og det var svært at komme igennem, siger det unge talent.
Kim Poulsen var imponeret af den unge kantspiller.
- Robert Skov bider mere og mere fra sig i hver kamp, og ham kommer vi klart til at se mere til. Han sætter mere aftryk på kampene, men han er kun 18 år, og fysisk bider det på ham, så derfor tog vi ham også ud til sidst, siger træneren.
Næste gang Silkeborg skal i aktion er på lørdag, når de skal en tur til Haderslev og møde Sønderjyske den 14. marts.