Blæst lukker testcenter: Forvent en del ekstra ventetid
Kraftigt blæsevejr har lukket dele af testcenter i Silkeborg.
Blæsten har for alvor fået tag i landet, og i Silkeborg er det gået ud over testcenteret på Ansvej, som er lukket for resten af dagen.
Det oplyser Regionshospitalet Silkeborg på sin Facebookside.
"Vi bliver desværre nødt til at lukke det store testtelt af resten af dagen i Testcenter Silkeborg på grund af den kraftige vind i dag," lyder det i opslaget.
Det fremgår desuden af opslaget, at det lille testtelt fortsat holder åbent, men man skal forvente en del ekstra ventetid, hvis man har en aftale om at blive PCR-testet på stedet i dag.
Kunne ikke holde teltet til jorden
- Det er ikke forsvarligt at have borgere igennem i dag. Allerede fra morgenen var der afspærringshegn, som fløj rundt i det telt, hvor de står opmagasineret, fortæller Lotte Thomsen, leder af Testcenter Silkeborg til TV2 ØSTJYLLAND.
Teltene er forankret med jordspyd ned i asfalten, og derfor er der ikke umiddelbart risiko for, at teltet letter.
- Men vi tør ikke have ansatte og borgere derinde. Der hænger ventilation i loftet. Når der er så meget vind, er vi bange for, at det falder ned, siger hun.
Lotte Thomsen forventer, at lukningen fortsætter resten af dagen.
- I morgen starter vi op på vanlig vis igen, konstaterer hun.
På grund af den lavere kapacitet, som ifølge Lotte Thomsen er nede på omkring en tredjedel af det sædvanlige, er der opstået kø i den del af testcenteret, som kan fungere.
- Vi har normalt ikke kø, så det huer os ikke, siger hun.
Tag til Viborg eller Horsens
Hvis man har tid i dag, kan man også vælge at ombooke testtiden og tage til enten Viborg eller Horsens, hvor der er ledige tider i dag.
Det understreges, at man ikke skal dukke op uden en tid. Man skal ombooke på www.coronaproever.dk.