Bettina lever som i 1940'erne
Tid til at vaske tøj i hånden, rulle håret op i papillotter og brygge kaffen, som mormor gjorde det. Kærligheden til 1940'erne er stor i huset nær Silkeborg.
Lyden af rindende vand, der rammer en metalbalje, lyder fra køkkenet.
Ved vasken står Bettina Richardt og vrider en bordeauxfarvet kjole. Den bliver vredet på en speciel måde, så fibrene i stoffet bliver passet bedst muligt på.
Der er ingen vaskemaskine. For Bettina vil helst ikke komme til at ødelægge noget, der er hundrede år gammelt. Og som mange før hende har passet på.
1940'ernes nøjsommelighed
55-årige Bettina står i lang kjole, høje sko og med spidse briller på. Det lysegrå hår er strøget bagud i sirlige krøller, og læberne er malet i en stærk rød farve.
Når man købte en kjole, kostede den måske to måneders løn, men til gengæld havde man den resten af livet.
Hun forlader køkkenet og bevæger sig ind i det tilstødende rum og sætter sig foran spejlet ved sminkebordet.
Det er hendes påklædningsværelse. Det værelse, hun bedst kan lide i hele det stråtækte bindingsværkshus nær Himmelbjerget.
Det er her, hun hver aften sætter sit hår op med lyseblå papillotter, så hun næste morgen står op med elegante krøller. Og det er her, hun hver morgen giver læberne farve.
I skabet står flere tasker, der er omkring hundrede år gamle, og i skabet hænger de kjoler, hun har fundet brugt og ejet i mange år. Det er ikke mange kjoler og sko, der er at finde i påklædningsværelset.
- I 1940’erne var man lidt mere nøjsom. Man havde ikke så mange penge, og man havde ikke så mange stoffer og sko, siger Bettina og fortsætter:
- Og når man købte en kjole, kostede den måske to måneders løn, men til gengæld havde man den resten af livet. Man genbrugte den, syede den ind og ud, og til sidst lavede man måske børnetøj ud af den.
Det, at man i 40'erne satte et meget lille klimaaftryk på kloden med sin mode, mener Bettina spiller meget godt op til den grønne tankegang, vi ser i 2021.
Hende-med-papillotterne
De høje hæle, krøllerne, et tørklæde om håret og røde læber møder Bettina på arbejde med hver dag som hjemmesygeplejerske. Og så de høje pudderfarvede sko, der er lidt usædvanligt at have på under sygeplejerskeuniformen.
- Det skaber lidt sjov og lidt samtale med nogle af patienterne, fordi man ser lidt anderledes ud, siger hun og understreger, at det er rart at kunne aflede patienternes tanker fra deres dårligdom.
Til at begynde med var Bettina spændt på, hvordan patienterne ville tage imod hendes påklædning. Men til hendes overraskelse, oplever hun, at hendes 'ordentlige' udseende gør, at hun bliver taget mere alvorlig.
Og det er bestemt ikke kun på arbejdet, at folk kigger en ekstra gang, når Bettina går forbi. Hun oplever af og til at blive kaldt "hende-med-papillotterne".
- Jeg bliver stoppet af folk på gaden, der siger, at hold da op, du er virkelig flot. Og det synes jeg er enormt rart, og jeg tænker også, at det har krævet mod. Sådanne ord tør vi ikke særlig tit at sige til hinanden nu om dage.
At bruge lidt mere tid på mit tøj, mit hår, på maden og på at lave kaffe med madam blå-kander skaber ro for mig.
1940-stilen er dog ikke noget, der bliver omtalt hjemme i huset nær Silkeborg. Børnene går selv meget i genbrugsbutikker, og datteren ynder selv altid at være iført kjoler. Og Bettinas mand er da også ofte iført skjorte og butterfly.
- Han synes, at det er hyggeligt, og han kan godt lide, at vi bor, som vi bor. Han er meget large med, at hvis jeg synes, det er spændende, skal jeg bare gøre det.
Fem år eller hele livet
Hvornår 1940-livet begyndte, er for Bettina et svært spørgsmål at besvare. For hun har hele livet været glad for at gå i genbrugskjoler. Men for fem år siden tog hun en drastisk beslutning.
- Jeg besluttede mig for at gå fuldt ud med vintage, og her var noget af det at bruge rød læbestift. Og jeg var faktisk ikke vant til at bruge rød læbestift, så det var meget grænseoverskridende for mig.
Papillotterne var også nyt for Bettina. Men i dag er de lyseblå papillotter ved sminkebordet en fast del af aftenrutinen.
Der er mange, der spørger, om vi så også lever kønsrollemønsteret, som man gjorde i 1940’erne.
Og hvorfor har hun valgt denne livsstil? Det er der flere grunde til. For udover miljøbevidstheden i, at kjolerne, der har mange år på bagen, sjældent bliver udskiftet, giver livsstilen hende også en ro.
- Jeg synes, at min hverdag er meget travl, så jeg kan godt lide at trække mig tilbage til en tid, hvor jeg tænker, at det gik lidt mere langsomt. At bruge lidt mere tid på mit tøj, mit hår, på maden og på at lave kaffe med Madam Blå-kander skaber ro for mig.
Selvom Bettina har en stor kærlighed til mange ting fra 1940'erne, understreger hun dog, at der stadig er en hel del 2021 i hendes liv.
- Der er mange, der spørger, om vi så også lever kønsrollemønsteret, som man gjorde i 1940’erne. Og det gør vi ikke. Vi lever som i 2021, vi deles om tingene, siger hun og fortsætter:
- Men jeg er rigtig dårlig til at male, så det gør min mand. Jeg er bedre til at lave mad, så det gør jeg. Han støvsuger, og jeg vasker tøj.
Romantisering af en hård tid
Kærligheden til det tidlige 20. århundrede står Bettina ikke alene med. I København har hun veninder, der deler samme interesse for de gamle dage. Sammen holder de picnics og cykler rundt i deres fineste vintagetøj.
Og udover kærligheden til 1940'erne har Bettina opdaget en anden fællesnævner i venindegruppen.
- Jeg var rigtig glad for min mormor, og vi har alle sammen haft et meget kærligt forhold til enten vores mormor eller farmor. Og det er lidt sjovt og tankevækkende, at vi har haft det. Det er nøglen, siger hun.
Bettina bruger da også mormorens kogebøger, når hun tilbereder aftensmaden i hjemmet. Og mormorens smykker bliver flittigt brugt i hverdagen.
- Jeg ved godt, at jeg romantiserer 1940’erne, for jeg ved, at det har været en tid, der har været med stor knaphed. De må også have været rigtig, rigtig bange nogle gange, siger Bettina og tilføjer afsluttende:
- Og alligevel kom de igennem med et smil, og det synes jeg godt, at man kan lære noget af.
