Besparelser rulles tilbage - gadelamperne lyser
Byrådet i Silkeborg dropper nu flere besparelser - det gælder blandt andet slukning af gadelamper, julelys og lukningen af offentlige toiletter.
Nu er det sikkert. Silkeborg Kommune har valgt at droppe store dele af planen om at slukke en masse gadelamper.
Det skabte stor debat tidligere på måneden, da Silkeborg Kommune lancerede planerne om at slukke 4.000 gadelamper for at få budgettet for 2023 til at hænge sammen.
Slukningen af gadelamperne, der skulle have været med til at finde en besparelse på en million kroner, er nu stort set droppet.
Det ligger fast efter et flertal i byrådet har besluttet at finde pengene fra vintertjenestens budget.
- Det er jeg glad for. Jeg forsøgte allerede at advare mod slukningen af gadelamperne tilbage i efteråret, da vi forhandlede om budgettet, siger Martin Jakobsen (K), formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune, til TV2 Østjylland.
Stor utilfredshed
Byrådsbeslutningen denne uge om at droppe besparelser sker blandt andet efter, at flere forældre luftede deres frustrationer over, at slukningen af lyset ville ramme skoleveje og dermed skabe utryghed.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det spiller ind i forhold til beslutningen. Og jeg kan godt forstå, at forældrene gerne vil have lys på skolevejene, siger Martin Jakobsen.
Dermed forbliver der lys i gadelamperne - eller i hvert fald de fleste af dem. Cirka 500 lamper - primært i industriområder - vil fortsat blive slukket.
Juletræ og julelys også reddet
Udover at droppe slukningen af de mange gadelamper har byrådet også besluttet at rulle flere besparelser tilbage, så de offentlige toiletter forbliver åbne, springvandene tændes til foråret, og der sættes juletræ og julebelysning op til jul.
Pengene til at tilbagerulle besparelserne er fundet på vintertjenestens budget, hvor der ifølge kommunen de seneste seks år har været et overskud.