Besøgsvenner må ikke besøge ældre: Nu tages kreative metoder i brug

Ældre Sagen har besluttet, at besøgsvenner ikke længere må gå ind til de ældre. Nu tager de kreative metoder i brug for at holde de ældre ved selskab.

Besøgsvenner fra Ældre Sagen må ikke længere gå ind i de ældres hjem.

Rundt omkring i Østjylland sidder mange ældre i frivillig isolation på grund af frygt for at blive smittet med COVID-19.

Isoleringen fra samfundet betyder også, at flere ældre føler sig ensomme, og på grund af den nuværende situation har Ældre Sagen besluttet, at besøgsvenner, som normalt kommer og holder ældre ved selskab, ikke længere må gå ind til dem.

Derfor foregår de fleste 'besøg' nu over telefonen.

Jeg ville hellere have, at hun kom og besøgte mig, men jeg vil nødigt have det der corona.

Kurt, 86 år

Bente Kaalund er besøgsven i Sejs ved Silkeborg. Normalt ville hun besøge 86-årige Kurt hjemme hos ham, men nu foregår det over telefon.

- Det er godt, at hun ringer til mig - men jeg ville hellere have, at hun kom og besøgte mig. Det er træls, men jeg vil nødigt have det der corona, siger 86-årige Kurt til TV2 ØSTJYLLAND.

Har brug for fysisk kontakt

Dét, at besøgsvennerne ikke længere må gå ind til de ældre, kan bidrage til en endnu større følelse af isolation.

- Jeg ved, at mange er utroligt ensomme nu. Og jeg ved også, at der er en frustration fra besøgsvennerne over, at de ikke kan have den kontakt, de plejer at have, siger Jytte Andersen, der selv er besøgsven og medlem af lokalafdelingens bestyrelse i Ældre Sagen Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Stine efterspurgte donation til kollegaer: Nu er hjemmet proppet med snacks

Derfor gør besøgsvennerne også en indsats for at komme på kreative metoder, så de stadig kan have en eller anden form for fysisk kontakt med de ældre.

- De opfordres til at gå forbi eventuelt med nogle hjemmebagte boller eller en småkage og sætte den udenfor døren, ringe på og så vinke på afstand. Bare en lille kontakt er bedre end ingenting, siger Jytte Andersen.

Samtale i døråbning med to meters afstand

Besøgsvennen Bente Kaalund plejer også at besøge 83-årige Gurli Hocheim. Normalt sidder de og hygger sig i Gurli Hocheims stue, men det kan de altså ikke for tiden.

Selvom Bente Kaalund ikke længere må gå ind i Gurli Hocheims hjem, så får de dog stadig set hinanden.

Man mangler nogle, man kan snakke med for tiden.

Gurli Hocheim, 83 år

Bente Kaalund tager nemlig stadig forbi hendes hus. Nu foregår samtalen bare udenfor, hvor Gurli Hocheim står i døråbningen og Bente Kaalund står to meter væk.

- Det betyder meget, at Bente kommer og siger hej, og at hun ringer til mig. Man mangler nogle, man kan snakke med for tiden, siger Gurli Hocheim til TV2 ØSTJYLLAND.

02:17

VIDEO: Besøgsvenner fra Ældre Sagen må ikke længere gå ind i de ældres hjem - nu tager de kreative metoder i brug.

Luk video

Selvom de har fundet en løsning, så de kan få set hinanden til trods for forbuddet mod at gå ind til de ældre, glæder de sig begge til, at krisen er overstået, så de igen kan sidde og hygge sig.

Indtil videre har Ældre Sagen besluttet, at besøgsvennerne ikke må gå ind til de ældre til og med den 1. juni.