Beboere trætte af bordel
Det flyder med brugte kondomer hos naboen
Et bordel i landsbyen Mollerup ved Silkeborg har fået en række af de lokale beboere op i det røde felt.
Bordellet, som ligger direkte ud til hovedvejen mellem Aarhus og Silkeborg, har i halvandet år været en torn i øjet på beboerne i området.
Ifølge beboerne banker fulde bordelkunder om natten på de forkerte husdøre, og i naboernes indkørsler flyder det med kondomer efter udskejelserne på bordellet.
Det sker også, at kunderne parkerer deres biler i naboernes indkørsler. En enkelt gang er det ligefrem kommet til slagsmål mellem en bordelkunde og en nabo. Derfor har beboerne nu fået nok:
- Jeg synes i allerhøjeste grad, at det er meget generende. Ikke kun alt larmen om natten men også de ting, man kan komme hjem til, når man kommer fra arbejde. Det er blevet slemt, siger en af de nærmeste naboer, Kim Hansen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På et tidspunkt oplevede Kim Hansen, at en kunde ved en fejl troede, at de prostituerede kvinder holdt til i hans hus.
- Min datter oplevede, at der midt om natten blev rykket i døren til hendes værelse, som ligger på den anden side. Hun kom løbende ind til mig, for selvfølgelig var hun bange. Det viste sig bare at være en kunde, der var gået forkert.
Tilbage i januar blev to udenlandske piger fra bordellet anholdt af politiet, fordi de ikke havde arbejds- og opholdstilladelse. Ifølge naboerne gik der dog kun kort tid, inden der kom nye piger på stedet.
Se mere om de lokale beboeres frustrationer over bordellet i tv-indslaget øverst i artiklen.