Arkitektur'en ser nærmere på kunstmuseer
Arkitektur-program ser nærmere på Museum Jorn og KunstCentret Silkeborg Bad
Et museum stiller helt særlige krav til sin arkitektur. For man kan ikke udstille kunst i en hvilken som helst bygning. Eller kan man? Det kigger programmet Arkitektur'en nærmere på, når programmet besøger to klassiske kunstmuseer i Østjylland.
I denne uges udgave af Artiketur'en på TV 2 | ØSTJYLLAND bliver der zoomet ind på Museum Jorn og KunstCentret Silkeborg Bad.
Den gamle hovedbygning ved KunstCentret Silkeborg Bad er fra 1883. I dag udstiller den kunst, men i sin tid blev den skabt til et helt andet formål.
Dengang udgjorde bygningerne et kurbadested, der var skabt omkring Arnakkekilden ved Ørnsø.
- Man kan se, at bygningen har haft et andet formål, ved at se på de gamle værelsesfløje, siger Anders Kærsgaard, der er arkitekt og partner i arkitektfirmaet Årstiderne Arkitekter med hovedkontor i Silkeborg.
Hovedbygningen er tegnet af Jens Vilhelm Dahlerup, der var en af 1800-tallets mest produktive danske arkitekter
Et underspillet hus
- Man kan se i arkitekturen, at den er sparsom med detaljer i forhold til, at den er fra 1883, siger Anders Kærsgaard.
Det er netop Årstidernes Arkitekter, der har arbejdet videre med de gamle bygninger, forbundet dem og bygget til.
- Bygningsmassen har bestået af forskellige bygninger, og så er der bygget på efterhånden som der er opstået behov. Nogle af bygningerne har været så dårlige, at vi har været nødt til at rykke dem ned, siger Anders Kærsgaard, hvis firma derfor blandt andet har lavet en stor sammenbygning af de gamle bygninger.
Det kan du blandt andet høre ham fortælle mere om i videoen øverst på siden. Du kan også se hele Arkitektur'en på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften, torsdag, klokken 20.15, hvor der er mere om KunstCentret Silkeborg Bad, ligesom der også bliver kigget nærmere på Museum Jorn