Agger: Dejligt med hurtigt mål
Nicolaj Agger kom på tavlen i sin 2. kamp
Silkeborg IF slog tirsdag aften Hobro IK 2-1 i en træningskamp forud for den kommende sæson i Superligaen.
Og her kom klubbens nye angriber på tavlen, da han scorede til 1-0.
- Det er dejligt at score forholdsvis tidligt, når man skifter til en ny klub. Så er der hul på bylden, og jeg satser på at score mange flere, siger Nicolaj Agger til klubbens hjemmeside.
Det var hans blot anden kamp i den røde trøje, da han fik sin uofficielle debut, da han blev skiftet ind i Silkeborg IFs nederlag på 0-5 til Viborg F.F. i weekenden.
Tirsdag startede han helt på toppen som forreste angriber for Silkeborg, men den 25-årige angriber ved ikke, om det bliver den position, silkeborgenserne får ham at se på, når Superligaen fløjtes i gang.
- Det er faktisk noget tid siden, jeg har spillet angriber, men det har jeg trods alt gjort rigtig meget i løbet af min karriere. Jeg er ikke sikker på, det bliver der, jeg skal spille hver gang, for Morten Beck gør det også rigtig godt der, men jeg ser det som en styrke for klubben, at jeg kan spille flere positioner på den offensive bane, siger Nicolaj Agger.
Nicolaj Agger skiftede denne sommer til Silkeborg IF fra Vejle BK.
Silkeborg IF spiller sin første kamp i Superligaen den 20. juli, hvor FC København kommer på besøg. Den kamp spilles klokken 17.00.