AGF vandt lokalopgør mod SIF i pokalen
Silkeborg IF er ude af pokalturneringen efter 1-0 nederlag til AGF
22. sep 2015, kl. 22:17
Mere end 30 dage gammel
I aftenens lokalopgør i DBU Pokalen mellem Silkeborg IF og AGF var det de hvide fra Aarhus, der kunne juble ved slutfløjtet.
Efter godt en times spil scorede Danny Olsen kampens eneste mål og sikrede AGF en plads i fjerde runde af pokalturneringen.
Silkeborg var ellers med i hele kampen og havde også chancer for at udligne, men holdet må nu i stedet koncentrere sig om at sikre øjeblikkelig oprykning til Superligaen.
I de bestræbelser har holdet fået en sløj start med blot 12 point i de første ni kampe, så der skal ske forbedringer, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at snuppe en af de tre oprykningspladser.
AGF ligger lige nu nummer ni i Superligaen med ti point for ni kampe.