41-årig efterlyst kvinde fundet - en kilometer fra sin bopæl
Kvinde fra Silkeborg er hjemme i god i behold
En 41-årig silkeborgensisk kvinde, der torsdag blev efterlyst af politiet, er nu fundet i god behold.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Kvinden gik torsdag fra sin bopæl på Brokbjergvej i det nordlige Silkeborg. Politiet var bekymret for, om den 41-årige kvinde kunne tage vare på sig selv.
Politiet fik anmeldelsen klokken 14 torsdag og ledte uden succes efter kvinden med blandt andet hundepatrulje. Politiet opfordrede også folk med udhuse, skure eller kældre til at se efter, om hun skulle have søgt ly hos dem.
Læs også
I sidste ende var det en lokal borger, der fandt den efterlyste kvinde en kilometer fra, hvor hun bor.
- Det er en kvinde, der ser hende og ringer til os. Hun har muligvis set efterlysningen, siger vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Politiet har kontaktet den bostøtte-enhed, hvor den 41-årige kvinde bor til daglig, og kvinden er nu blevet afhentet af personale fra stedet.
- Hun er hjemme i god behold. Det er det vigtigste, siger vagtchef Jens Claumarch til TV2 ØSTJYLLAND.
Midt- og Vestjylland tweetede fredag morgen klokken 6.30, at den 41-årige kvinde var blevet fundet.