39-årig amok på misbrugscenter

Tre ansatte og en politimand udsat for vold

Foto: Google Maps

En 39-årig kvinde gik torsdag amok på et misbrugscenter på Færgevej i Silkeborg, hvor tre medarbejdere og en politibetjent blev overfaldet med slag, spark, bid og spytklatter.

Kvinden mødte op på stedet for at få noget medicin, men da hun var spirituspåvirket, kunne hun ikke få medicinen udleveret.

Det fik kvinden til at gå amok, og hun kastede først to fyldte vandkander efter en 50-årig kvindelig ansat.

- Derefter vælter den 39-årige hende ned af en stol og overfalder hende med slag og spark, siger politiassistent Mogens Rubech fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Derefter overfaldt den 39-årige en 36-årig kvindelig ansat, som blev bidt i armen og revet i håret, mens en 51-årig kvindelig ansat blev spyttet i ansigtet.

- Da politiet når frem til stedet, modsætter den 39-årige sig anholdelsen. Da hun bliver sat ind på bagsædet af politibilen, sparker hun med begge ben en politimand, som bliver ramt ved venstre øje og på den ene skulder. Derefter bider hun ud efter ham og napper ham i låret, siger Mogens Rubech.

Den 39-årige blev sendt en tur i detentionen, og hun fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Viborg med anmodning om varetægtsfængsling.

Hun er sigtet for fire gange vold mod tjenestemand i funktion og for at modsætte sig anholdelsen.

Episoden fandt sted torsdag omkring klokken 12.00.