27-årig starter filmskole i Østjylland: Fik 150 tilmeldinger det første døgn

En ny filmskole starter til januar i Silkeborg, og interessen for skolen har overrasket Jonas Risvig, der står bag projektet.

Jonas Risvig er kun 27 år, men har allerede nået mere end de fleste i filmbranchen. Og nu vil han hjælpe andre unge med at uddanne sig inden for faget. 

I sin barndomsby, Silkeborg, åbner en ny filmskole for dørene til januar. Her kan unge blive undervist inden for forskellige grene af filmbranchen. 

- Jeg gik selv og savnede det ret meget, da jeg var ung i provinsen. Jeg synes, at der var lidt langt til Aarhus og København. Derfor vil jeg gerne give noget videre til de unge, der bor i byen i dag, og prøve at vise, at man kan lave film alle vegne, siger Jonas Risvig til TV2 ØSTJYLLAND.

Filmbranchen skal være mere folkelig

Jonas Risvig er selv autodidakt filminstruktør. Han har lavet ungdomsserier som Centrum, Grænser og Nylon, samt kortfilmen Ingen siger farvel, men alle forsvinder. Og selvom han selv har fundet succesen, er det ikke alle, der har været ligeså heldige. 

- Det er gået okay for mig, men det er meget få, at det gør det med. Det tog også mig 10 år uden en skole at nå dertil, hvor jeg er i dag, siger Jonas Risvig. 

quote Jeg var glad, hvis vi kunne samle et klasselokale. Nu virker det til, at vi skal have flere forskellige linjer.

Jonas Risvig

Han peger selv på musik og sport som forgangseksempler på, hvordan han også mener, at filmbranchen burde være.

- Jeg synes meget konsekvent, at de kunstneriske uddannelser skal være mindre elitære og mere folkelige. Jeg synes, at man inden for musik og fodbold har fantastiske traditioner for at holde fodboldskoler og musikskoler. Det er et sted, hvor alle kan være med uanset køn, alder, hvordan man ser ud og hvor man kommer fra. Og jeg synes, at vi inden for film mangler det samme, siger Jonas Risvig.

Allerede en succes

Projektet er startet med støtte fra Statens Kunstfond og Silkeborg Kommune. Og allerede inden sin begyndelse har projektet allerede været en succes. 

På det første døgn modtog skolen 150 tilmeldinger. Noget som Jonas Risvig ikke havde forventet. 

- Jeg var glad, hvis vi kunne samle et klasselokale. Nu virker det til, at vi skal have flere forskellige linjer, siger han. 

Han fortæller, at han nu skal have kigget på, hvordan de kan finde mere plads, så alle de kommende elever kan være der. Og så glæder han sig ellers til, at de kommer i gang. 

- Jeg håber, at vi kommer til at skabe en endnu stærkere generation af nye filmfolk. Jeg håber på, at det kan styrke vækstlaget, og jeg håber også på, at det kan styrke byen og tiltrækningskræften, siger Jonas Risvig. 

Den nye filmskole får navnet Fravær og holder åbent hus fredag den 24. september. 

Hvorfor druknede Mathias for et år siden? Hverken lillesøster Nova eller Mathias’ ven Hjalte er over sorgen. I ep. 1 af Jonas Risvig serien NYLON insisterer begges gymnasievenner dog på at få dem med til gymfest. Nova vil dog hellere ud at dykke efter den skjulte skat på bunden af søen.