22-årig tvunget til at stoppe
Rygproblemer giver konstante smerter
Den kun 22-årige angriber Lars Huldgaard Christensen har efter flere års lang og sej kamp med rygproblemer valgt at indstille fodboldkarrieren, oplyser SIF i en pressemeddelelse. Tre diskusprolaps og konstante smerter blev for meget, og derfor har SIFeren måttet træffe den svære beslutning.
Den særdeles talentfulde angriber Lars Huldgaard Christensen fik sin officielle førsteholdsdebut i Silkeborg IF i 2008, hvorefter han kort efter kom på fuldtidskontrakt som kun 19-årig, efter at han havde gennemført sin uddannelse på Silkeborg Fodbold College. Han har været topscorer i Ynglinge Ligaen, og også DBUs U19 landshold så potentialet i den dygtige offensivspiller, der er meget ked af, at den lange periode med genoptræning nu må ende med et alt for tidligt karrierestop.
- Jeg har jo døjet med ryggen af flere omgange, men den 3. diskusprolaps på 2,5 år, som jeg fik her i sommer, fik smertebægeret til at flyde over. Vi forsøgte med en operation for at få vendt skuden i den rigtige retning igen, men det er ikke lykkedes, og det er jeg helt utrolig ked af nu at måtte tage konsekvensen af. Men jeg har for mange dage, hvor smerterne fylder det hele, og vejen tilbage til topfodbold er simpelthen for urealistisk lang nu, siger en trist Lars Huldgaard Christensen i en pressemeddelelse.