22-årig flugtbilist fængslet efter trafikdrab på kvinde
Den unge mand mener selv, at han kørte 80 kilometer i timen, da han påkørte og dræbte 68-årig kvinde
En 22-årig mand fra Skive er blevet varetægtsfængslet i 4 uger, efter han har erkendt sig skyldig i uagtsomt manddrab i forbindelse med et trafikuheld i Silkeborg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Han anerkender, at han har kørt bilen, og han siger, at han kørte omkring 80 kilometer i timen, da han påkører kvinden, siger anklager Jesper Klyve til TV2 ØSTJYLLAND.
Se flere billeder på Local Eyes
Politiet mener dog, at den 22-årige kørte væsentlig hurtigere i gerningsøjeblikket.
- Vi tror, det er på den anden af side af 100 kilometer i timen, da der er sikret et stykke videoovervågning lige før ulykken. Den siger lige omkring 110 kilometer i timen, siger Jesper Klyve.
Læs også
Han forklarer, at den unge mand i retten gav udtryk for, at han ikke stoppede bilen, fordi han var i chok.
- Han sætter farten ned og ser, at der er nogen på vej til at hjælpe hende, og så kørte han videre. Han siger også, at en kammerat råbte 'kør, kør!'
Den 22-årige mands forsvarer sagde i retten, at den unge mand var tynget af ulykken.
Den unge mand påkørte og dræbte den 68-årig kvinde på Viborgvej, hvorefter han flygtede fra stedet i en bil med to andre. Uheldet skete om aftenen fredag den 19. januar.
Læs også
Politiet ledte i mere end 3 dage efter den unge mand, der altså har erkendt, at han sad bag rattet i den grønne Peugeot, som påkørte den 68-årige kvinde.
Den 22-årige meldte tirsdag formiddag sig selv på politistationen i Silkeborg.
Den 22-årige blev klokken 9.30 onsdag fremstillet i Retten i Viborg.