22-årig mand sigtes for vanvidskørsel og uagtsomt manddrab

En 16-årig dreng mistede i sommer livet i ulykke ved Silkeborg. 22-årig mand stilles for en dommer i sagen.

En 22-årig mand var selv i livsfare, da han sammen med en 16-årig dreng var involveret i en soloulykke i Silkeborg i sommer.

Mens han overlevede ulykken, omkom den 16-årige.

Onsdag bliver den 22-årige stillet for en dommer ved et grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Sigtelsen lyder på vanvidskørsel og uagtsomt manddrab. Det oplyser retten tirsdag eftermiddag.

Ulykken skete 29. juni.

- Der er tale om en soloulykke, hvor man mister herredømmet over bilen i en kurve og ryger af vejen og ind i nogle træer, fortalte Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vidner havde forinden set bilen komme kørende med høj hastighed.

Omkom på stedet

Den 16-årige omkom på stedet, mens den 22-årige blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand.

I bilen sad kun de to personer.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der fandt sted på Platanvej i Silkeborg, om aftenen 29. juni klokken 21.39.

Det er ikke oplyst, hvordan den 22-årige forholder sig til sigtelsen.