132 patienter fik forkert kræft-tjek: Flere har nu fået konstateret kræft
132 patienter har ikke fået den kræftskanning, de havde ret til på Regionshospitalet i Silkeborg, og der er nu konstateret kræft hos flere af patienterne.
Tidligere i år kom det frem, at en lang række patienter på Regionshospitalet Silkeborg ikke er blevet undersøgt tilstrækkeligt for kræft.
Nu har Region Midt genundersøgt 625 patienter, og det viser sig, at 132 af patienterne ikke har fået den kræftskanning, som de havde ret til. Sådan lyder konklusionen i regionens redegørelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Vores eksperter har vurderet, at 132 patienter ikke har fået den undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen anbefaler i sin retningslinje, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen fra Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Silkeborg er en del af, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
De 132 patienter fik i første omgang ikke den rette undersøgelse for kræft, da de blot fik tilbudt en lavdosis-CT skanning, og det er imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Patienterne skulle derimod have haft en fulddosis-CT skanning.
- Vi har efterfølgende taget kontakt til de berørte patienter og tilbudt dem en fulddosis-CT skanning, så vi sikret, at alle patienter har fået den diagnostiske undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen tilsiger, siger Claus Brøckner Nielsen.
Tre patienter har kræft
Af de 132 patienter, som har fået den forkerte undersøgelse, er 22 blevet genundersøgt hos et andet sygehus end hospitalet i Silkeborg, 110 er blevet tilbudt genundersøgelse og 99 patienter har taget imod genundersøgelsen.
Her viser det sig, at en patient har lungekræft, en anden har nyrekræft og en tredje har brystkræft.
Læs også
- Vi har taget hånd om patienterne og den tvivl, der var skabt. Nu er det op til Styrelsen for Patientsikkerhed at vurdere, om behandlingen har fået konsekvenser for patienternes sygdomsforløb, siger Claus Brøckner Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hospitalsenhed Midt har netop sendt den afsluttende redegørelse i sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed, som skal vurdere resultaterne.
Om røntgen, lavdosis- og fulddosis CT ved lungekræft
Kun henholdsvis 14 og 20 procent af de mænd og kvinder, der får lungekræft, overlever mere end fem år. Den relativt høje dødelighedsrate skyldes blandt andet, at sygdommen ofte opdages for sent. Traditionelt spottes den via billeddiagnostik på tre måder.
Røntgen
Et røntgenbillede fanger kun 75 procent af lungekræft-tilfælde og er dermed den mindst sikre måde at spotte sygdommen på. Særligt centralt placerede tumorer er svære at spotte via røntgen. Til gengæld udsættes patienten kun for en minimal strålerisiko samtidig med, at det ikke er en særligt ressourcekrævende løsning.
Fulddosis CT-scanning
Med en fulddosis CT-scanning spotter man hele 99 procent af lungekræft-tilfælde. Til gengæld udsættes patienten for en høj strålerisiko. Derudover er det en ressourcekrævende løsning, der kan tænkes at afføde længere ventetider, hvis det skal være den eneste måde, man billeddiagnosticerer på.
Lavdosis CT-scanning
En lavdosis CT-scanning spotter ikke helt så mange lungekræft-tilfælde, som man gør med fuld dosis. Dog stadig væsentlig flere, end man gør ved røntgen. Samtidig er strålerisikoen for patienten kun lav, mens det heller ikke er en helt så ressourcekrævende løsning som en fulddosis scanning.
Kilde: Lung Cancer Europe og National Library of Medicine (UK)
Overlæge afskediget efter sag
Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg indførte tilbage i 2016 lavdosis-CT, som et tilbud til patienter med vage symptomer på lungekræft. Dengang var tilbuddet en udvidelse i forhold til den vanlige røntgenundersøgelse, og Diagnostisk Center har gennem årene fundet flere tilfælde af lungekræft i tidlige stadier end landsgennemsnittet.
I april 2019 ændrede Sundhedsstyrelsen imidlertid sine retningslinjer, så patienter, hvor der er mistanke om lungekræft, nu bør henvises til fulddosis-CT, da hverken røntgen, ultra-lavdosis eller lavdosis-CT af brystkassen er velegnet til udredning, når der er klinisk mistanke om lungekræft.
Læs også
Diagnostisk Center fortsatte dog indtil marts 2020 med at give mulighed for henvisning til lavdosis-CT.
Som konsekvens af hele sagen afskedigede Region Midtjylland den ledende overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg, Ulrich Fredberg, i slutningen af april.
Det var nemlig Ulrich Fredbergs afdeling, der tilbød patienter med beskedne symptomer på lungekræft en lavdosis-CT skanning, velvidende om at det siden april 2019 har været imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer.