Superligatrænere kritiserer ligastruktur trods mundkurv
Silkeborg-manager Peter Sørensen kritiserer Superligaens struktur, mens andre trænere accepterer mundkurven
Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, bekræftede tidligere på ugen i Ekstra Bladet, at han har bedt Superligaens aktører om at holde igen med kritik af strukturen til efter sæsonen.
Det bliver dog ikke lige godt modtaget alle steder.
Hobro IK-træner Thomas Thomasberg kalder således strukturen for "ren lort", efter at nordjyderne søndag trak sorteper med grundspillets syvendeplads
Placeringen stiller Hobro væsentligt dårligere i nedrykningsspillet end Sønderjyske og OB, som blev henholdsvis nummer otte og ni.
Læs også
FC København-manager Ståle Solbakken lader sig ligesom Thomasberg heller ikke tysse ned.
- Når nogen siger sådan, er det en god indikation af, at noget er forkert. Hvis man siger; "Hej, fortæl ikke til nogen, at strukturen er helt gal. Vent til efter sæsonen."
- Det er kuk-kuk. Det er et selvmål.
- Det er ikke noget, jeg først siger nu. Det har jeg gjort fra dag ét.
- Det må aldrig, aldrig kunne lade sig gøre, at det kan betale sig at spekulere i andre resultater end en sejr, siger Solbakken, der på ingen måde accepterer Divisionsforeningens mundkurv.
- Nej, overhovedet ikke. Det er ikke Kina eller Rusland, vi bor i. Strukturen er en fejl, og det har jeg sagt højt fra dag ét, siger FCK-manageren.
Uhensigtsmæssigt struktur
Silkeborg-manager Peter Sørensen er på linje med Solbakken.
- Jeg har ikke fået nogen mundkurv på, og jeg har heller ikke fået indskrænket min ytringsfrihed. Det vil jeg i øvrigt heller ikke tillade.
- Hvis jeg bliver spurgt, giver jeg min mening til kende. Jeg siger, at det er uhensigtsmæssigt med en struktur, hvor det ikke altid er fordelagtigt at vinde, siger Peter Sørensen.
En stor del af Superligaens trænere vil slet ikke kommentere på Divisionsforeningens mundkurv eller strukturen, mens andre accepterer at skulle holde igen med kritik.
Sådan har AaB-træner Morten Wieghorst det.
- Jeg har det okay med det, så længe jeg kan få lov til at udtale mig, når vi rammer sæsonafslutningen. Så skal jeg nok komme med min holdning.
- Det er egentlig okay, for hvis ikke der udstikkes nogle rammer, så bliver der skudt fra højre og venstre. Der er også et produkt, der skal beskyttes. Vi er i underholdningsbranchen, siger Morten Wieghorst.
AGF-træner David Nielsen retter også ind.
- Det er vores arbejdsgiver (Divisionsforeningen, red.). Så hvis de siger hop, så spørger vi hvor højt. Længere er den ikke, siger Nielsen.