Silkeborg-træner: Nu er vi favoritter til oprykning
Michael Hansen erkender, at Silkeborg med to kampe igen er favoritter til direkte oprykning til Superligaen.
Silkeborg IF spillede tirsdag aften 2-2 mod Viborg hjemme i en direkte duel om førstepladsen i 1. division.
Det ene point betyder, at Silkeborg fortsat fører den næstbedste række og har ét point ned til Viborg inden de to sidste spillerunder.
Silkeborg-træner Michael Hansen erkender, at Silkeborg er favoritter til den direkte oprykning til Superligaen, som førstepladsen giver.
- Når der er to kampe tilbage, og vi ligger nummer ét, er vi favoritter.
- Vi kan selv afgøre det, og det kan hverken Viborg eller Fremad Amager, siger Silkeborg-træneren.
I tirsdagens topkamp kom Silkeborg tidligt bagud 0-2, og derfor er Michael Hansen tilfreds med det ene point.
- Som kampen udviklede sig, er jeg tilfreds med det ene point, men det havde jeg ikke været inden kampen. Vi gik efter at vinde.
- Efter et kvarter så det ikke godt ud, fordi Viborg overfaldt os. Vi var dårlige i pasningspillet og ikke forberedt, når vi fik bolden, siger Silkeborg-træneren.
Læs også
Begge Silkeborgs scoringer stod Ronnie Schwartz for, og topscoreren håber på snart at vende tilbage til landets bedste række.
- Selvfølgelig savner jeg Superligaen. Det klare mål er, at vi skal op igen, og alle på holdet og i Silkeborg by føler, at vi skal være i Superligaen, siger han.
Angriberen, der tirsdag scorede sit 20. og 21. sæsonmål, glæder sig ligeledes over, at Silkeborg selv kan afgøre tingene.
- Vi er utroligt glade for, at vi fortsat har det i vores egne hænder, men det kan jo være lige meget, hvis vi taber i Fremad Amager på søndag.
- Vi holder fokus på at vinde vores egne kampe, og så behøver vi ikke kigge på de andre resultater, siger Ronnie Schwartz.
Førstepladsen i 1. division rykker direkte op i Superligaen, mens andenpladsen skal spille to playoffkampe mod vinderen af Vejle-Hobro.
Se den seneste udgave af Skipperligaen Update her: