Silkeborg-træner føler sig bortdømt i Farum
Silkeborg-træner Peter Sørensen var uforstående over for både FCN's mål til 2-1 og et manglende straffespark
Silkeborg mistede torsdag terræn i kampen om top-6, da udekampen mod FC Nordsjælland blev tabt med 1-3.
Gæsterne var ellers fint med i kampen langt hen ad vejen, men et rødt kort 20 minutter før tid til målmanden Thomas Nørgaard blev dyrt for Silkeborg.
Cheftræner Peter Sørensen ærgrede sig efterfølgende over nederlaget i en kamp, hvor han følte, at Silkeborg gav hjemmeholdet god modstand.
- Der er god grund til at anerkende, at FC Nordsjælland spillede en flot kamp, men i samme åndedræt vil jeg sige, at jeg synes, at vi matchede dem i 75 minutter, hvor vi kom i undertal og bagud, siger han.
Læs også
Det røde kort til Thomas Nørgaard skete efter et mislykket udspark, hvorefter Silkeborg-målmanden forhindrede en afslutning med hænderne uden for straffesparksfeltet, hvilket blev takseret til et direkte rødt kort.
Derfor var Nørgaard også særdeles skuffet efter nederlaget.
- Det var en rigtig dårlig følelse at stå med i og med, at vi tabte kampen, og jeg var 75 procent skyldig i det, hvis det kunne gøre det.
- Som refleks stak jeg hånden ud, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg var uden for feltet og at jeg nok ville få rødt kort, men jeg håbede, at vi alligevel kunne få 1-1, siger han.
Næsten umuligt at vurdere
FC Nordsjælland scorede i episoden efter det røde kort i en situation, hvor der var stor tvivl om, hvorvidt bolden var over målstregen eller ej.
Peter Sørensen stiller sig uforstående over for både målet og et manglende straffespark til gæsterne kort før tid, hvor den brasilianske angriber Alex blev nedlagt i FCN-feltet.
- Dommeren skal være sikker i sin sag, hvis han vælger at dømme den inde. Det havde jeg svært ved at se, at han kunne være.
- Tv-billederne afslørede også, at det næsten var umuligt at vurdere, og jeg synes, at det var en hård kendelse, ligesom at tv-billederne også viste, at det nok var en forkert kendelse, at vi ikke fik et straffespark i overtiden, siger han.
Med nederlaget i Farum har Silkeborg nu fire point op til OB på tabellens sjetteplads. Der resterer tre runder af grundspillet, og næste opgave for Peter Sørensens mandskab er en hjemmekamp mod FC Midtjylland.