Silkeborg-manager efter pokalnederlag: - Det var en hæderlig indsats
Silkeborg IF leverede en hæderlig indsats, mener manager Peter Sørensen efter nederlaget i pokalfinalen mod Brøndby
Silkeborg IF tabte torsdag aften pokalfinalen i fodbold til Brøndby i Parken.
Silkeborgs manager er dog meget tilfreds med holdets indsats trods nederlaget i nationalarenean.
Læs også
- Jeg er altid ærgerlig, når vi taber. Dog synes jeg, vi spillede mod et hold, som vi faktisk matchede. Det hold, som forekommer mig at være bedst i Danmark i øjeblikket, havde vi chancer imod, siger Peter Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Silkeborg kom foran efter en halv times spil, da Davit Skhirtladze snød både Brøndby-forsvaret og keeper Frederik Rønnow.
Føringen varede dog kun få minutter. Brøndby udlignede til 1-1 efter et hjørnespark, og senere i første halvleg bragte københavnerne sig foran efter endnu et hjørnespark.
- Til sidst kæmpede vi hårdt og pågående for at udligne den føring, som de havde. Jeg synes, vi gav det, vi havde. Det var en hæderlig indsats, siger Peter Sørensen.
Silkeborg IF havde flere chancer for at udligne til 2-2. Det skete dog ikke, selv om holdet knoklede for det.
- Uanset, så er jeg stolt over, at vi dels er kommet så langt, for det skal der også noget til, siger Peter Sørensen.
Stolt direktør
Direktør i Silkeborg IF Kent Madsen er også stolt over de rød-hvide østjyders indsats i finalen.
- Jeg synes, vi viste, at vi kunne byde de bedste op til dans. Jeg synes, vi var med i kampen. Jeg er stolt af mit hold.
- Selvfølgelig er jeg også lidt skuffet, fordi vi var ikke så langt fra kunne have presset dem i ud i to gange 15 (minutter, red.). Men jeg håber da, at folk hjemme i stuerne og dem, der var her på stadion, så en rigtig flot fodboldkamp, og at de så, at Silkeborg godt kan være med, siger Kent Madsen.
Brøndby IF – Silkeborg IF 3-1 (2-1)
1-1 Benedikt Röcker (35.)
2-1 Kamil Wilczek (41.)
Tilskuere: 31.027