Silkeborg IF hårdt plaget af skader
9 ud af 24 spillere i Silkeborgs trup lider i øjeblikket af skavanker. Træner Peder Knudsen ser dog lyst på fremtiden.
Der er gang i lazarettet i øjeblikket i SIF?s førsteholdstrup.
Steffen Erneman, Christian Thyboe-Thomsen, Peter Degn, David Preece, Lasse Jørgensen, Stefan Schmidt, Kim Olsen, Martin Ørnskov og Jim Larsen.
Så lang er skadeslisten i øjeblikket. Nogle af skaderne er længerevarende, mens andre mest kan betegnes som småskavanker.
SIF-træner Peder Knudsen slår dog på ingen måde opgivende ud med armene.
- Vi kan også glæde os over, at nogle af de andre spillere har været tvunget til at hæve niveauet i denne tid, hvor der er mange udenfor, og den vej rundt er konkurrencen blevet skærpet. Det er selvfølgelig positivt, siger træneren til klubbens hjemmeside.
Silkeborg IF ligger før forårssæsonen igen går i gang på en tredjeplads i landets næstbedste række. Målet for de røde er oprykning, så klubben igen er at finde i superligaen.