Peter Sørensen nægter at anerkende kollaps
Silkeborg lukkede fire mål ind på ti minutter i nederlaget mod FC Nordsjælland. Men holdet kollapsede ikke
Silkeborg IF lukkede søndag middag fire mål ind på bare ti minutter i anden halvleg mod FC Nordsjælland i Alka Superligaen. Silkeborgs cheftræner, Peter Sørensen, nægtede dog at høre tale om et kollaps.
- Hvordan kan I finde på at tale om et kollaps? Vi kom tilbage efter deres scoring til 4-2, vi havde et skud på overliggeren og flere andre store chancer. Jeg nægter at anerkende, at vi skulle have kollapset som hold.
- De overtog kampen i ti minutter, men vi kom tilbage igen. Spillerne rejste sig og lagde pres på. Det er rigtigt, at vi faldt ud, men vi kollapsede ikke, siger Peter Sørensen.
Før de skæbnesvangre ti minutter midt i anden halvleg havde der stået Silkeborg på næsten samtlige højdepunkter i kampen.
- Det var fantastisk at se de første 60 minutter. Jeg synes, vi slår FCN på stort set alle parametre. Vi slår dem som hold, og vi slår dem som individualister, siger Peter Sørensen.
- Vi slår dem i duelspillet, i pasningsspillet, og vi overmatcher generelt et hold, der ellers er et eksempel til efterfølgelse på mange af lige netop de parametre.
På trods af den flotte indledning endte det dog alligevel med at blive klubbens andet nederlag på den nye hjemmebane. Dermed er det stadig ikke lykkedes Silkeborg at slå FC Nordsjælland siden 2010.
- Det er voldsomt at lukke fire mål ind på ti minutter. Det er det bare. I kan kalde det, hvad I vil. Om vi får dårlig mave eller kollapser, det styrer I, siger en slukøret Dennis Flinta.
- De rammer jo alt. Men med spil og chancer in mente har vi mere at være tilfredse med, end de har. Det lyder nok hult, når vi står her og har tabt, men det mener jeg, siger Dennis Flinta.
Silkeborg er med nederlaget noteret for ti point efter 11 kampe.
SILKEBORG IF – FC NORDSJÆLLAND 2-4 (0-0)
2-0 Mate Vatsadze (52.)
2-1 Emiliano Marcondes (59.)
2-2 Mathias Jensen (63.)
2-3 Ernest Asante (66.)
2-4 Mathias Rasmussen (69.)
Tilskuere: 3.608