Ukrainske Dima redder rålam: - Jeg kan ikke holde det ud
Hvordan undgår landmænd at komme til at lemlæste små rålam, når de slår græs? Det har ukrainske Dima Slastushevskyi et godt bud på - og han gør det endda gratis.
Hvert forår bliver mange tusinde rådyrlam dræbt eller såret af landbrugsmaskiner, når græsset skal slås.
For hvis de små lam ligger og putter sig i det høje græs, kan landmanden ikke se dem, når græsset skal slåes.
Og den tanke kan Dima Slastushevskyi ikke holde ud.
- Det er jo forfærdeligt at tænke på, at et lille rålam skulle få skåret benene af og dø på den måde, siger Dima Slastushevskyi.
Han er ukrainer og bor på Samsø med sin familie. Og i sin fritid flyver han med droner. Derfor har han tilbudt landmænd og private, der skal have slået græs, at han gerne vil gennemsøge markerne med en drone forinden for at minimere risikoen for, at et rålam bliver ramt af en maskine.
Bo Øster, der har 14 hektar jord med græs på sydøen, takkede ja til tilbuddet.
- Det er et tilbagevendende problem hver forår. Min jord ligger i et vildtvenligt område, så vi har før ramt rålam, selvom vi forinden har haft hunde ude på marken eller et par dage inden har sat hvide poser på pæle, som skulle skræmme rådyrerne fra at vælge netop den mark.
- Og det er bare ikke sjovt at køre et rålam ihjel. Det er der ingen, der vinder på. Så det var et super tilbud fra Dima, siger Bo Øster.
Tog en time at afsøge marken
Dima Slastushevskyi brugte omkring en time på at flyve sin drone henover Bo Østers arealer med et zoom-kamera.
- Jeg er jæger, så jeg har erfaring med råvildt. Når dronen er i luften, opsporer og følger jeg de spor, rådyrene træder i marken. Og langs sporerne vil der være nogle pletter, hvor der ligger eller har ligget et rålam, så her zoomer jeg ind med kameraet og observerer, om der ligger et rålam, fortæller Dima Slastushevskyi.
Denne gang var der ingen rålam på Bo Østers jord, så i år blev græsset slået, uden at nogen rålam kom til skade.
- Det giver god samvittighed, at marken er blevet gennemsøgt inden, og at ingen rålam er kommet noget til, siger Bo Øster.
Dima Slastushevskyi har delt et opslag i en Facebook-gruppe på Samsø, hvor han tilbyder kvit og frit at komme ud afsøge arealer for rålam hos andre landmænd på øen.
Han er glad for, at hans drone kan hjælpe med at redde rålam, og samtidig kan han godt lide at flyve med drone. Det har han gjort i syv år.
Hvorfor gemmer rålam sig?
Det er højsæson for rålam i maj og juni. De nyfødte lam er sårbare og skrøbelige, så i de første par uger af lammets levetid kan moderen efterlade dem i højt græs, når hun skal ud at finde føde. Nyfødte lam udskiller ingen duft, så hvis de bare ligger helt stille og putter sig i græsset, er det stor chance for, at de ikke bliver opdaget af rovdyr.
Problemet er bare, at landmænd ikke kan få øje på rålammene i det høje græs, og derfor bliver mange rålam ramt af maskinerne. Ifølge Jægerforbundet dør op mod 20.000 rålam om året på den måde.
Kilde: Jægerforbundet
Droner sendt til frontlinjen i Ukraine
De fleste af Dima Slastushevskyis droner er dog sendt til hans hjemland, Ukraine. Da krigen brød ud, ville han gerne være rejst tilbage for at tilslutte sig hæren.
Mens hans kone og barn fik ham overtalt til at blive i Danmark, så i stedet forsøgte han at hjælpe sine landsmænd ved at indsamle, klargøre og sende en masse droner til frontlinjen.
- Det er lidt specielt, det der med at nogle af mine droner forhåbentlig bliver brugt til at finde russere, mens denne drone på Samsø skal spotte rålam. Det er et noget andet formål, siger han.
Derudover har han også brugt droner til noget så fredeligt som at fotografere Samsø fra luften om natten.
De mange billeder er netop blevet udstillet på hans eget, nyåbnede galleri, 'Samsø Day and Night'.