Tre døde på plejecenter: Min sværeste dag som borgmester

Borgmesteren på Samsø beskriver mandag som sin værste dag på borgmesterkontoret. I weekenden døde tre beboere med coronasmitte på øens eneste plejecenter.

- Det er jeg utrolig ked af, siger han som det første, da TV2 ØSTJYLLAND kommer igennem på telefonen til borgmester Marcel Meijer (S). 

Samsø gik fri, da coronaen skyllede indover Danmark i foråret, men anden bølge i efteråret har ramt øen hårdt med tårnhøje incidenstal. 

I weekenden blev øen med de 3000 indbyggere ramt af en tragedie, da tre borgere døde i samme hus på Plejecenter Kildemosen døde. Alle tre var smittet med coronavirus. 

- Det vi frygtede allermest, det var, at det skulle komme ind på Plejecentret Kildemosen, siger Marcel Meijer.

Han bad i begyndelsen af oktober om lov til at indføre en række restriktioner på plejehjemmet, men det afviste Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Antallet af smittede på øen var lavt, og der var ikke nogen smittede på plejecentret, lød argumentet. 

Til stor forundring for borgmesteren. 

- Hvis man først skal vente på at smitten komme ind på plejehjemmet, før man lukker det, så synes jeg, det er alt, alt for sent. Vi skulle gerne undgå, det kommer derind, sagde Marcel Meijer til TV2 ØSTJYLLAND.

Han frygtede, at det ville ramme både beboere og medarbejdere. Øen er særligt udfordret af, at der ikke er andre plejehjem, hvor man kan låne medarbejdere, hvis man er nødt til at sende personale hjem i isolation. 

Og det er netop, hvad der er sket. En række medarbejdere har været hjemsendt, og det har tæret hårdt på de ansatte, fortæller borgmesteren. 

- De smittede er nødt til at gå i isolation, og andre skal dække ind og arbejde to weekender i streg for, at tingene hænger sammen, siger han. 

Havde du foretrukket, at man havde lukket plejecentret ned, da du bad om det i oktober? 

- Jeg havde meget gerne set, at vi havde fastholdt restriktionerne, men det er jo ingen garanti for, at det ikke kommer ind, siger han. 

Med tanke på, hvordan det er endt, er det så en kritik, du retter af Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning? 

- Jeg synes snarere, jeg har en tom fornemmelse. Man vil gerne gøre en masse, men så ender man alligevel i det, og der er ikke så meget, man kan gøre, siger Marcel Meijer. 

Han mener, man har gjort, hvad han kunne. Borgmesteren har hørt rygter om, at nogen kritiserer personalet på øens eneste plejehjem. Det vil han på det kraftigste opfordre til, at man lader være med. 

- De ansatte tager ekstra ture i døgndrift. Det tærer også på kræfterne, for hver gang du skal ind til en beboer, så skal du skifte tøj og rense alting. 

- Alligevel tager man det med oprejst pande. De gør, hvad de kan. Men det er bare svært, og man kan ikke jo ikke kurere det, siger Marcel Meijer, der har skrevet et indlæg til Samsø Posten, hvor han opfordrer de lokale til at rose de ansatte i ældreplejen for deres indsats. 

Marcel Meijer beskriver weekendens dødsfald som det værste, han har oplevet i sine seks år som borgmester. 

- Jeg har aldrig synes, at jeg har haft en virkelig hård dag som borgmester, men det havde jeg mandag. Det er første gang, at jeg synes, at det er svært at være borgmester, siger han. 

Foruden de tre døde er tre andre isoleret med coronasmitte i det hus på Plejecenter Kildemosen, hvor de tre døde boede. På plejehjemmet har dødsfaldene også udløst stor sorg.

Plejecenter Kildemosen.
Plejecenter Kildemosen.

Det siger centerleder Sabine Moratz. 

- Man har jo meget stærke relationer til hinanden, så det påvirker os rigtig meget, siger hun.

Det bliver ikke bedre af, at man ikke kan samles for at mindes de døde, da tre af beboerne er isoleret i deres lejligheder, hvor de kun har kontakt med personalet. 

- Det er en svær tid. Man er isoleret i sin egen lejlighed. Men de er meget kede af det, og vi skal nok holde en sammenkomst, når alle er ude af lejlighederne igen, siger Sabine Moratz. 

Vaccine

Organisation vil have restaurantbesøg tilladt for særlige grupper allerede om tre uger

Ane Halsboe-Jørgensen

Lønkompensation forlænges: Arbejdsgivere kan igen varsle tvungen ferie

byretten i Aarhus

Anholdt efter brud på corona-restriktioner: To kvinder skal sendes ud af landet

40_percent

playDen britiske mutation spreder sig i Østjylland: Restriktionerne er ikke nok

Susanne Krogstrup

play Corona-effekt: Vandreguide til Mols Bjerge revet væk

Mads Krigslund

play Vacciner er lys i mørket for Mads: - Det er forfærdeligt at være forretningsdrivende