Tonny var kaptajn under tirsdagens redningsaktion - hør hans beretning her

Tonny Jessen var kaptajn på Molslinjen under tirsdagens redningsaktion. Han fortæller, at det var en af de mest intense aktioner, han har oplevet.

I dag børster personalet på Molslinjen, der sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde, støvet af tøjet efter at have været involveret i to redningsaktioner til søs på bare to dage. 

Når personer er i nød til havs, bliver skibe i nærheden nemlig kaldt dertil for at deltage i redningsaktionen, og det var netop det, der skete her. 

Første gang var mandag morgen, hvor Molslinjen sammen med blandt andet Kongeskibet Dannebrog blev beordret mod øen Hjelm i Kattegat for at lede efter en synkende kutter. Og tirsdag aften fik færgen så endnu et nødkald. Denne gang fra en kæntret jolle ud for Samsø, hvor tre personer lå i vandet. 

Tonny Jessen var kaptajn på færgen under tirsdagens redningsaktion. Han fortæller, at det er noget, der godt kan ske et par gange om året, men at den her var en af de mere intense. 

- Normalt bøvler vi jo bare med hård vind på de her meget vindfølsomme hurtigfærger, og så er det vejret, som vi ligesom har som en risiko eller en udfordring i vores daglige arbejde. Det her er ret usædvanligt at deltage i, forklarer Tonny Jessen. 

Molslinjen sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde. Turen tager normalt cirka en time og femten minutter. For passagerne, der var med ombord under mandagens redningsaktion, endte turen i stedet med at tage omkring tre timer.
Molslinjen sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde. Turen tager normalt cirka en time og femten minutter. For passagerne, der var med ombord under mandagens redningsaktion, endte turen i stedet med at tage omkring tre timer. Foto: Molslinjen

Er fremme på cirka et kvarter 

Han fortæller, at færgen var på vej mod Sjællands Odde, da der blevet slået alarm, og at det så ellers bare gik hurtigt. 

- Det reagerer vi selvfølgelig på og bliver hurtigt enige om, at det er os, der skal ned og hjælpe. Og så får vi ellers taget farten af færgen, svinger rundt og giver den fuld gas ned til den position, vi har fået Lyngby Radio og efter cirka et kvarter til tyve minutter, så er vi nede på positionen, og finder den her jolle med bunden i vejret, og kort efter, cirka 100 meter derfra, finder vi de her tre skibbrudne mennesker, som ligger i vandet, fortæller Tonny Jessen. 

En redningsbåd bliver sat i vandet, og kort efter er alle tre ombord på færgen. 

- Den sejler så hen og får samlet de her tre folk op fra vandet meget, meget hurtigt, og så kommer den tilbage til færgen, og så hiver vi dem ombord, fortæller han. 

Læge bliver tilkaldt 

To af personer har redningsvest på, mens den sidste kun er iført en svømmevest. 

- Ham med svømmevesten har kæmpet en del med at holde sig flydende og så videre, så de var noget afkræftede, og den ene var også temmelig underafkølet, da han kom ombord hos os, fortæller kaptajnen. 

Da kaptajnen skal informere passagerne om, hvad der videre skal ske, bliver der derfor også spurgt ud efter en læge. En kvindelig læge, der er passager, melder sig hurtigt. 

quote Jeg nåede desværre ikke at møde dem, for de blev jo hentet af ambulance her i havnen lige så snart, vi var i havn, men jo jeg har tænkt på, hvordan de har det, og om de har fået varmen igen.

Tonny Jessen, kaptajn, Molslinjen

- Hun kommer så ned til de her tre folk og ved samtalen med hende, siger hun, at de er okay nok til, at vi kan tage dem med til Aarhus ombord på færgen. 

- Der er kommet en redningshelikopter ud i området, men vi fortæller helikopteren, at lægen siger, at vi kan sejle til Aarhus, fortæller Tonny Jessen. 

Herefter sejler færgen mod Aarhus. 

Går mange tanker gennem hovedet på kaptajnen 

Det er Tonny Jessen, der som kaptajn på færgen har kommandoen og det sidste ord i situationer, som denne. Han fortæller, at de hver søndag øver sig på, hvad de skal gøre, hvis en situation, som denne opstår, men at de fik meget travlt denne gang. 

- Vi får meget, meget travlt, kan man sige. Der er kun de her 20 minutter sejlads til, vi er dernede, og der skal kommunikeres rigtig meget ind til vores ledelse her på land og til vores driftcenter, der står for booking, og så er der også rigtig meget intern kommunikation og så selvfølgelig også kommunikation med Lyngby Radio imens, fortæller han. 

Tirsdagens episode er stadig noget, som rumsterer i Tonny Jessens hoved.
Tirsdagens episode er stadig noget, som rumsterer i Tonny Jessens hoved.

Og der når også at gå mange tanker igennem hovedet på ham, da de er på vej mod Samsø. 

- At vi forhåbentligt hurtigt kan finde de her mennesker, fordi det ikke er ret fedt at ligge i vandet ret lang tid ad gangen. Det er vi jo alle sammen godt klar over. Man bliver koldt af det, også selvom det er højsommer. Så vi vil gerne hurtigt derud, og så håber vi selvfølgelig, at vi kan finde dem, og de har det okay, siger han. 

Det lykkedes heldigvis, og Tonny Jessen håber, at alle igen er okay. 

- Jeg nåede desværre ikke at møde dem, for de blev jo hentet af ambulance her i havnen lige så snart, vi var i havn, men jo jeg har tænkt på, hvordan de har det, og om de har fået varmen igen, afslutter han.