Stormvejr på vej - færger aflyst
Der er risiko for vindstød af stormstyrke flere steder i det østjyske det kommende døgn.
Et kraftigt blæsevejr rammer Danmark det kommende døgn, og det får blandt andet konsekvenser for færgetrafikken til og fra Samsø.
Allerede søndag eftermiddag melder TV 2 Vejret om jævn til hård vind fra vest og sydvest, og vinden tager til i løbet af aftenen og natten.
I forbindelse med blæsevejret er der risiko for vindstød af stormstyrke flere steder i landet. Lokalt er der endda risiko for vindstød op til stærk storm.
Det skyldes et lavtryk, der bevæger sig på tværs af Skandinavien, hvilket vil få gang i vindposerne på tværs af Danmark.
Ifølge TV 2 Vejrets vejrkort er der især risiko for storm på Djursland og Samsø.
Aflyser flere afgange
Af samme grund aflyser Samsø Rederi flere afgange i aften på ruten mellem Hou og Sælvig.
Afgangen kl. 16.05 fra Hou er således sidste afgang til Samsø i dag, mens afgangen kl. 17.40 fra Sælvig er sidste afgang fra øen til Hou.
Ifølge Samsø Rederi skyldes aflysningerne, at ruten i øjeblikket sejles med færgen Ane Læsø, da Prinsesse Isabella er i dok. Ane Læsø er noget mindre og har derfor sværere ved at klare den kraftige blæst.
Ruten Sælvig-Aarhus sejler normalt søndag, men mandag d. 30. januar er to afgange aflyst.
Det drejer sig om turen fra Sælvig kl. 15.15 og turen fra Aarhus kl. 16.30.
Samsø Rederi opfordrer rejsende til at holde sig orienteret på rederiets hjemmeside.