Samsøs kommunalbestyrelse er på plads
En måned efter kommunalvalget er Samsøs kommende kommunalbestyrelse nu på plads.
Efter aftenens konstitueringsmøde er Samsøs kommunalbestyrelse nu endegyldigt faldet på plads.
Det betyder, at Marcel Meijer (S) til næste år kan begynde sin tredje periode som borgmester for Samsø, og at Ulla Holm (SF) bliver øens viceborgmester.
Læs også:
Dermed bliver det alligevel ikke til en borgmesterpost for Søren Weise (V) til trods for, at han fik tildelt posten efter aftale med Socialdemokratiet efter det endelige resultat af kommunalvalget for knap en måned siden.
- Det har været et vanvittigt forløb. Jeg er lidt sur og bitter over det udfald, der er sket, siger Søren Wiese efter aftenens konstitueringsmøde og fortsætter:
- Jeg synes, når man laver en aftale, så er det en aftale, uanset om det har med politik eller ikke har med politik at gøre.
Sådan er mandaterne fordelt i Samsø Kommune
Der er 11 pladser i kommunalbestyrelsen på Samsø. De pladser fordeles per 1. januar 2022 således mellem partierne.
4 mandater til Socialdemokratiet
3 mandater til Venstre
2 mandater til SF
2 mandater til Det Konservative Folkeparti
Det er planen, at Venstre de næste fire år vil gå efter et bredt samarbejde. Om det kan lade sig gøre, er han ikke sikker på efter forløbet efter udfaldet af valget.
- Jeg kan godt forstå, at Søren er skuffet. Som parti har det også været svært at gå fra den aftale og skrive en ny med SF. Det har slet ikke været nemt, og det har også taget os to uger, siger Marcel Meijer til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Jeg tror, at Venstre har det rigtige DNA til et samarbejde.
Flere borgmestre i spil
At Samsøs kommunalbestyrelse såvel som borgmester nu er endegyldigt på plads har været længe undervejs. Siden kommunalvalget har flere været i spil.
På selve valgaftenen forsøgte Ulla Holm at samle sig et bredt flertal bag sig for selv at gå efter borgmesterposten på Samsø. Sådan blev det dog ikke.
I stedet blev Søren Wiese udpeget til Samsøs borgmester med opbakning fra Socialdemokratiet. Men 14 dage senere blev aftalen mellem Venstre og Socialdemokratiet revet i stykker, og Marcel Meijer blev valgt til borgmester.