Rederi byder på rute: Vil sætte helt ny elfærge ind

Molslinjen vil gerne beholde færgen mellem Ballen og Kalundborg og omlægge ruten til ren el.

Molslinjen har givet sit bud på færgeruten Ballen-Kalundborg - en rute, som rederiet allerede i dag sidder på med Samsølinjen. 

Buddet er - ifølge en pressemeddelelse fra rederiet - helt grønt. Det indeholder nemlig en ny elfærge.

- Vi har i Danmark og hos Molslinjen sat os meget høje mål for vores klima-indsats, og skal vi nå disse mål, skal vi kunne drive færgerne på grøn energi. Der er elektriske færger efter vores mening det rigtige, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, i pressemeddelelsen.

Samsø Kommunes eget rederi Samsø Rederi kom i sidste uge med sit bud på færgeruten Ballen-Kalundborg.

Samsø Kommunes bud er et såkaldt alternativt bud, som ikke lever 100 procent op til kravene i udbuddet. Det er på trods af, at der i udbudsmaterialet fremgår, at der ikke bliver taget den slags bud i betragtning. 

Samsø Rederi har budt på Kalundborg-ruten og vil sætte færgen Prinsesse Isabella ind, der har større kapacitet.
Samsø Rederi har budt på Kalundborg-ruten og vil sætte færgen Prinsesse Isabella ind, der har større kapacitet. Foto: Øxenholt Foto

Værdi på 600 millioner kroner

Kommunen mener dog ikke, at der er taget højde for det voksende behov for kapacitet på færgen med udbudsmaterialet. Det er derfor, man har afgivet det alternative bud, hvor der er større fokus på flere afgange. 

Vinderen af udbuddet kan se frem til at drive ruten i ti år fra 1. januar 2025 med mulighed for at forlænge kontrakten med et år.

Den tiårige kontrakt har en værdi på omkring 600 millioner kroner, og det fremgår af materialet, at der i høj grad bliver skelet til CO2-udledning (90 procent) og i mindre grad til kapacitet (10 procent). Derfor er prisen i tilbuddene ikke et parameter, da prisen ligger fast, understreges det i udbudsmaterialet.