Ø barsler med ny kunsthal i markant bygning
En ny forening har set dagens lys å Samsø, og den har et klart formål - at få dannet den selvejende institution Fonden Kunsthal Samsø.
En ø uden kunstmuseum - det går ikke, mener en gruppe fuldtids- og fritidssamsinger, som netop har dannet en forening og valgt en bestyrelse, der skal stable en kunsthal på benene.
Samsø Kunsthal er navnet på det museum med mere, som folkene bag drømmer om at etablere i Tranebjerg. Det skriver bestyrelsen i en pressemeddelse.
Nærmere bestemt skal kunsthallen etableres i Furden 5 - eller Sorgenfri som bygningen også hedder - i Tranebjerg, som ifølge foreningen er en markant bygning i øens historie og med en 3000 kvadratmeter stor naturgrund til.
Bygningen, der er opført i 1890, blev bygget som øens første hospital og fungerede som det frem til 1918, hvor der var behov for mere plads.
- Som fysisk ramme har Kunsthal Samsøs bestyrelse gennem en hensigtserklæring fra et ægtepar med tilknytning til øen inden for de næste par år fået muligheden for at erhverve ejendommen Furden 5, Tranebjerg til en allerede fastsat favorabel pris, siger bestyrelsen således i en kommentar i den udsendte pressemeddelelse.
Selvejende fond og finansiering
Foreningen skal i første omgang stå for at få etableret Fonden Kunsthal Samsø som en selvejende institution, og så skal der skaffes finansiering.
Fonden skal virke for at "indsamle, vise og fremme kendskabet til den kunst, der gennem tiderne, er udført på eller om Samsø", skriver bestyrelsen og uddyber:
"Det er ligeledes et mål, via skiftende udstillinger, med et højt kunstnerisk niveau, at fremme kendskabet til den moderne kunsts mange facetter."
Læs også
Det skulle alt i alt gerne gøre Kunsthal Samsø til et kulturelt tilbud. til glæde for både øens befolkning, men også de mange årlige besøgende på øen.
Bestyrelsen oplyser, at der allerede nu er lavet arkitetktegninger til en fuldstændig ombygning af det gamle hospital. Inden længe vil foreningen også begynde attegne medlemskaber, så der kan komme penge i kassen.
Det samlede budget for ombygningen er 2,5 millioner kroner plus moms oplyser foreningen.