Mangler 2,3 millioner kroner til diesel: Prisstigninger på vej

På tirsdag skal politikerne på Samsø tage stilling til, om man skal hæve priserne på billetter til færgerne Prinsesse Isabella og Lilleøre midlertidigt.

Priserne på færgebilletter til både Prinsesse Isabella og hurtigfærgen Lilleøre, som sejler mellem Samsø og Jylland, kan være på vej til at stige. Det sker, hvis kommunalbestyrelsen på Samsø på tirsdag siger ja til den indstilling, som er kommet fra økonomiudvalget.

Der er nemlig underskud på dieselbalancen for Samsø Rederi, som er ejet af Samsø Kommune. Det fremgår af referatet fra økonomiudvalgets møde tirsdag. Samsø Rederi har vurderet, at man ikke kan holde forbruget inden for budgetrammen for 2022, hvis ikke der bliver gjort noget. Grunden er ifølge sagsfremstillingen de stigende priser på gas og diesel.

Der var flere løsningsmodeller på bordet, men et samlet økonomiudvalg valgte at indstille til kommunalbestyrelsen, at der skal gives tilladelse til såkaldt Smart Sejlads, og at der lægges et midlertidigt brændstoftillæg på alle billettyper på fem procent. Ulla Holm (SF) var fraværende.

Smart Sejlads

- Hver øgning af taksterne vil have en form for effekt. Det er et midlertidigt instrument, vi kan bruge. Og sløjfe igen, når dieselpriserne igen er på niveau med 2021, siger borgmester Marcel Meijer (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Utilfredshed med manglende indsigt

Hans kollega i kommunalbestyrelsen Per Urban Olsen (K) er med på, at der skal findes en løsning, hvis budgettet for Samsø Rederi ikke holder. Men han er utilfreds med, at politikerne ikke har fået indsigt i rederiets samlede budget.

Han tror mere på, at oliepristillægget dækker over dårlige passagertal for hurtigfærgen Lilleøre.

- Det vil være en ændring af budgetforudsætningerne, og aftalen fra forhandlingerne sidste år var, at hvis alle ikke er enige, sker der ingen ændringer. Jeg vil gerne være med til at finde løsninger, men det skal være på et oplyst grundlag, siger han, og indikerer dermed, at han ikke nødvendigvis vil være med til at stemme for økonomiudvalgets indstilling på kommunalbestyrelsesmødet på tirsdag.

Det giver Marcel Meijer ikke meget for.

- Konservative har en plads i økonomiudvalget (Peter Aksel Askjær red.), og var enige i indstillingen. Så det må de snakke med hinanden om. Hvis han (Per Urban Olsen red.) ikke vil tro på de beregninger i forhold til stigende energipriser... det kan jeg slet ikke være med på, siger borgmesteren.

quote Det her er en meget usædvanlig situation, så det vil jeg ikke holdes op på.

Marcel Meijer (S), borgmester

Det tog økonomiudvalget stilling til

På spørgsmålet om hvorvidt Per Urban Olsen ikke har ret i, at det var en del af aftalen, at alle skulle være enig, og at den konservative politiker forventer, at Marcel Meijer overholder den, er svaret fra borgmesteren klart.

- Det her er en meget usædvanlig situation, som vi på ingen måde kunne forudse. Så det vil jeg ikke holdes op på.

Skal være på et ordentligt grundlag

Per Urban Olsen har noteret sig, at passagertallene for Lilleøre for de tre første måneder i 2022 ligger markant under de tal, som der er budgetteret med. Til gengæld ser tallene for bilfærgen Prinsesse Isabella markant bedre ud end det, der er budgetteret med.

- Kunne de mange flere passagerer på Isabella ikke klare de sidste 2,3 millioner kroner? Det er ikke til at vide, for vi har ikke fået udleveret regnskabstallene endnu. Det er træls, for vi vil alle gerne have hurtigfærgen, men det skal være på et økonomisk og miljømæssigt ordentligt grundlag, siger han.

Per Urban Olsen (K) vil have mere indsigt i Samsø Rederis samlede budget, inden han vil være med til at finde løsninger på energiprisstigninger. (Arkivfoto)
Per Urban Olsen (K) vil have mere indsigt i Samsø Rederis samlede budget, inden han vil være med til at finde løsninger på energiprisstigninger. (Arkivfoto)

Borgmesteren mener ikke, at pengene skal hentes i bilfærgens gode tal.

- Hvis man tror, der ligger et kæmpe potentiale i Isabellas regnskab, som vi bare vælger at putte i kassen, som man har mulighed for at tage af i stedet for, så tager man fejl, siger Marcel Meijer.

På mandag mødes flere af øens politikere med nogle af øens erhvervsfolk og landmænd for at tale om situationen, så de har mulighed for at komme med kommentarer og input inden kommunalbestyrelsesmødet tirsdag.

På seneste kommunalbestyrelsesmøde, den 29. marts blev en del af kommunes overskud fra 2021 overført med yderligere 2,2 millioner kroner til 2022-budgettet. Det blev gjort for at imødekomme de høje priser, som forventes i 2022.