Færgeproblemer tærer på tilliden: Passager måtte overnatte på hotel
Vinteren har budt på masser af aflysninger af færgeafgange hos Samsø Rederi. Også flere end normalt. Det giver bekymringer hos samsingerne.
Samsø Rederi har været ramt af flere aflysninger i begyndelsen af dette år, end man ellers har været vant til. Det skaber bekymringer og tærer på tilliden hos de samsinger, som TV2 Østjylland talte med torsdag på havnen i Hou.
- Jeg kan ikke gøre andet end at håbe på, at jeg kan komme med. Det har været noget ustabilt, siger Pia Venø Simonsen.
I begyndelsen af året har færgen Prinsesse Isabella været på værft, og i mellemtiden har afløserfærgen Ane Læsø sejlet passagerer mellem Samsø og fastlandet. I alt har der været 36 aflysninger i januar i år, mens det tilsvarende tal for januar 2022 var 13 aflysninger.
- Vi har i gennemsnit 22 aflysninger om året, så i år er vi er selvfølgelig allerede et godt stykke over det. Vi håber ikke, der kommer flere i år, men helt at undgå det, tror jeg altså ikke, vi kan, siger direktør fra Samsø Rederi, Lars Rieks.
Måtte overnatte på hotel
Onsdag røg Prinsesse Isabella igen ind i problemer, da færgen stødte på grund og ødelagde en skrue. Det betød aflysninger frem til torsdag morgen. Det gik blandt andre ud over engelske Joan Parker, som har boet på Samsø i fem år. Hun var på fastlandet for at hente familie, men kunne ikke komme hjem til Samsø igen.
- Vi måtte tage en taxa tilbage til Odder og overnatte på et hotel, og så tog vi en taxa tilbage til færgen torsdag morgen, fortæller hun om turen, som altså blev noget dyrere end forventet.
Hun vil fremover være mere agtpågivende på grund af mange aflysninger.
- Vi må have en plan b, konstaterer hun.
Forstår frustrationen
Lars Rieks kan godt forstå bekymringen blandt kunderne på grund af de mange aflysninger.
- Det kan jeg sagtens. Det er jo dybt træls, at man ikke kan komme af sted - for eksempel til en lægeaftale. Der er ikke noget, vi hellere vil, end at sejle. Men jeg forstår udmærket frustrationen. Jeg tror noget af det bunder i, at det har været mange afgange på nogle få dage, så det er hele dage, som har været aflyst, og det er selvfølgelig irriterende, siger han.
Samsø Redningskorps' direktør, Søren Peter Kjeldahl, melder sig også i koret af bekymrede samsinger.
- Det der bekymrer mig allermest, er, når folk bliver syge og skal over til Skejby til kontrol, til tjek, til samtale eller behandling, og så kommer man ikke til den aftalte tid. Så ryger man altså bagerst i køen, og så skal der findes en ny tid, siger han.
Rederiet er ejet af Samsø Kommune, og i sidste ende er det altså derfor politikerne, som er ansvarlige for, at færgen sejler, som den skal. Borgmester Marcel Meijer (S) kalder det et problem med de mange aflysninger indtil videre i år.
- Men vi kommer aldrig i en situation, hvor vi siger, at alle færger sejler hele tiden til Jylland i de næste 20 år. Det kommer vi ikke til, konstaterer han.
Hovedlinjen
Tilbage på kajen i Hou er Pia Venø Simonsen stadig bekymret over de mange aflysninger. Hun skal nemlig til fastlandet til behandlinger hver tredje måned.
- De kan ikke lige flyttes, så jeg nåede at blive lidt nervøs i aftes (onsdag, red.).
Hun er altså afhængig af færgeafgangene.
- Det er jo vores hovedlinje, og skal vi noget, så er vi jo nødt til at skulle af sted med færgen, siger hun.
Pia Venø Simonsen er klar over, at det er, hvad der kan ske, når man bor på en ø som Samsø.
- Men vi har også en forventning til, at der er en livline, som man kan bruge.
Vejret har ofte været en spiller, når det kommer til aflysninger, og fredag er flere afgange netop aflyst på grund af, at en storm er på vej. I slutningen af januar var det en trosse, som sprang, der var skyld i, at ti biler blev smadret på afløserfærgen Ane Læsø.