Er du også træt af gylle-stanken? Landmand har bud på løsningen
På Samsø har landmand Henrik Øster taget et middel i brug, som eftersigende mindsker lugten fra gylle.
De fleste kender det. Den første spæde sol på en forårsdag, en stille vind, og så kommer lugten af gylle snigende i det fjerne.
Men på Samsø har landmanden Henrik Øster et bud på at mindske lugten, som for alvor kan vende stemningen til en konfirmationsfest. I hvert fald forsøger han at reducere lugtgenerne med et produkt, som han tilsætter gyllen.
- Vi er omgivet af fritidshuse her, så jo mere jeg kan gøre for at mindske lugten, jo bedre, siger landmand Henrik Øster til TV2 ØSTJYLLAND.
Henrik Øster blev for otte år siden præsenteret for tilsætningsproduktet Active NS, som er opfundet af en 74-årig østjyde. At produktet kunne mindske lugten fra gylle, var Henrik Øster i starten lidt skeptisk overfor, men han fornemmer alligevel, at det gør en forskel.
Lermineraler strøet i gyllen
På Samsø står Henrik Øster foran sin gylletank. Han står overfor tre meget vigtige uger, for selvom gyllens lugt er generende for mange, så er den vigtig for markerne, der så småt er begyndt at spire.
Produktet, han bruger i sin gylle, består af lermineraler og skulle eftersigende binde ammoniakken til gylden og derved nedsætte lugten. Ingen dansk forskning kan dokumentere virkningen, men der er lavet undersøgelser i Spanien, som peger på, at lugten blev reduceret i en svinestald.
- Gylle lugter jo, og jeg er måske ikke den rette til at vurdere det, fordi jeg går i det hver dag, men jeg har hørt fra flere på øen, at det ikke lugter helt så meget som i gamle dage, så det er jo en succeshistorie i sig selv, siger Henrik Øster til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hensyn til naboerne
Henrik Øster har naboer ret tæt på sit landbrug på Samsø. Det betyder noget for ham at tage hensyn til dem. Tiderne har ændret sig, forklarer han. Derfor sender han også en sms til de nærmeste naboer, når han spreder gylle, og med tilsætningstoffet synes han, at han forsøger at gøre en forskel.
Det er 74-årige Karl Erik Molbech fra Silkeborg, der har opfundet produktet, som Henrik Øster smider i gylletanken.
Igennem mere end 30 år har han arbejdet med at reducere lugt, og det er drømmen om at gøre gyllen lugtfri, der stadig driver ham.
- Der var engang en, som fortalte mig, at jeg ville blive millionær, hvis jeg kunne opfinde et produkt, der kunne gøre gyllen lugtfri, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Karl Erik Molbech er der særlig efterspørgsel efter produktet fra udlandet, hvor man gerne vil mindske lugten i turistområder, og omkring 1.700 landmænd på verdensplan blander lige nu gyllen op med Karl Erik Molbechs produkt.
Klar tendens
Henrik Øster fra Samsø er ikke alene om at tænke på naboerne, når gyllesprederen skal ud, lyder det fra Seges, en forsknings- og udviklingsorganisation indenfor landbrugs- og fødevareområdet.
- Landmænd er jo forretningsdrivende, som godt ved, at hvis de skal have en berettigelse i samfundet, så skal de tage hensyn til naboerne. De er nødt til at opføre sig ordentligt, siger Torkild Søndergaard Birkmose, Landskonsulent hos Seges, til TV2 ØSTJYLLAND.
På Samsø spreder Henrik Øster gylle de næste tre uger. Måske lugter det ikke nær så meget som før, men der er én ting, han ikke er herre over, og som har stor betydning for lugtgenerne.
- Det er jo vejrforholdene, som i høj grad afgør, hvor meget det lugter. Sådan en stille, varm dag, er ikke så god for lugten. Heldigvis er der lidt vind her på Samsø, siger han.