DMI: Risiko for flere skybrud
Der kan komme kraftig regn og flere skybrud, melder DMI, der varsler for næsten hele Østjylland.
Det bliver en regnvåd weekend, og lørdag kan det endda blive voldsomt vådt.
Det melder DMI.
OBS
Siden artikels udgivelse har DMI nedgraderet varslet for de østjyske kommuner. Nu er det først søndag i tidsrummet 05-18, at der frygtes lokale skybrud og torden i de østjyske kommuner - inklusiv Silkeborg, der var undtaget i første varsel.
Instituttet varsler i skrivende stund om kraftig regn og lokale skybrud over Sjælland, Fyn og øerne samt de østligste jyske kommuner. Det inkluderer ni ud af de ti østjyske kommuner, der udgør TV2 ØSTJYLLANDs sendeområde - kun Silkeborg er udeladt af DMI.
På sin hjemmeside skriver DMI, at der forventes mellem 30 og 50 millimeter regn i perioden fredag aften klokken 23 til lørdag klokken 23. Der er også risiko for lokale skybrud, der er defineret ved mere end 15 millimeter regn på en halv time.
Det skal tilføjes, at DMI's automatiserede prognoser lige nu ikke varsler meget nedbør i de østjyske kommuner. Aarhus ser eksempelvis ud til slet ikke at få regn, mens der i Grenaa spås to millimeter regn resten af lørdagen.
Selvom Silkeborg nok lørdag går fri, fik kommunen en del nedbør fredag. Der blev nemlig registreret skybrud i kommunens område som den eneste af de østjyske kommuner.
Sådan fordelte nedbøren sig fra midnat til klokken 7 lørdag morgen: