Borgmester må ikke lukke plejehjem trods smittefare

Samsø har lige nu landets højeste smittetryk målt pr. indbygger. Derfor vil borgmesteren gerne lukke det lokale plejehjem, men det bestemmer Styrelsen for Patientsikkerhed.

00:31

VIDEO: Borgmester på Samsø Marcel Meijer (S). Video: TV2 ØSTJYLLAND. Foto: Bjarke Maccarthy / Ritzau Scanpix

I sidste uge steg smittetrykket voldsomt på Samsø, det lå højere end Aarhus Kommune. Derfor valgte Samsø Kommune at indføre besøgsrestriktioner på øens plejehjem, Plejecenter Kildemosen.

Plejecenter Kildemosen på Samsø

Hverken beboere eller personale på Plejecenter Kildemosen er smittet med corona, og det generelle smittetal er dalende. Derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed pålagt Samsø igen at åbne for besøgende på øens plejecenter.

Læs også Antallet af indlagte stiger - smittetallet falder

Men det er en beslutning, der bekymrer borgmesteren for Samsø Kommune, Marcel Meijer.

- Hvis man først skal vente på at smitten komme ind på plejehjemmet, før man lukker det, så synes jeg, det er alt, alt for sent. Vi skulle gerne undgå, det kommer derind, fortæller borgmesteren for Samsø Kommune Marcel Meijer til TV2 ØSTJYLLAND.

En særlig ø-situation

Smittetrykket ser ud til at stabilisere sig, men borgmesteren vil stadig gerne lukke for plejehjemmet.

- Jeg tør simpelthen ikke. Vi har kun ét plejehjem og én plejegruppe, og hvis vi først får konstateret smitte blandt vores ansatte, hvor skal vi så hente andet personale fra, siger borgmesteren for Samsø Kommune, Marcel Meijer.

Læs også Nu er hver anden nye coronasmittede under 30 år

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at det kun er dem, der kan lukke plejehjemmet. Og det vil de ikke. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der lige nu kun fem registrerede smittetilfælde, og der er hverken tale om generel udbredt samfundssmitte eller tilfælde af smitte på øens plejehjem.

Det kommer bag på mig, og jeg synes det er uforsvarligt.

understreger borgmesteren for Samsø Kommune, Marcel Meijer

Han frygter at smitten vil sprede sig hurtigt, fordi der ikke er taget forbehold for den særlige ø-situation, hvor der ikke bare er nogle andre, som kan tage over for blandt andet plejepersonalet.