Video: Færge efter påsejling
En ny video viser, hvordan M/F Samsø så ud, efter den onsdag aften påsejlede et færgeleje i Sælvig Havn
I en ny video kan man se, hvordan den nye Samsø-færge M/F Samsø så ud, efter at den sejlede ind i det gamle færgeleje tidligere på ugen.
Den splinternye færge påsejlede onsdag aften omkring klokken 18.00 Sælvig Havns gamle færgeleje, hvor den ramte en landbro, da den var på vej fra Jylland til Samsø med 57 passagerer.
Mere end 20 mænd var på opgaven med at få de 57 passagerer bragt i land, og ingen personer kom noget til ved ulykken.
Ved uheldet kom der store skader på færgens stævn. Den er nu på værft i Frederikshavn, hvor den bliver repareret.
Det er uvist, hvornår M/F Samsø igen er klar til at sejle med passagerer, men indtil skaderne er udbedret, sejler Ane Læsø mellem Samsø og Jylland.
Den sejler dog med den ændring, at det ikke foregår til og fra Sælvig, men derimod Kolby Kaas.