V-ordfører: Tag den lidt med ro, Samsø
Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen opfordrer til, at man på Samsø ikke maler fanden på væggen over den mulige finanslov
På Samsø er de mere end skuffede over, at regeringens udspil til en ny finanslov skærer på det grønne område.
Støtten til Energiakademiet på Samsø vil eksempelvis forsvinde, og det betyder farvel til 2,5 millioner kroner og flere medarbejdere. Men politisk ordfører i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, opfordrer til, at man tager den med ro.
- Der er mange, der har travlt med at male fanden på væggen over den finanslov, der er blevet fremlagt. Jeg vil gerne appellere til, at man lige tager den lidt med ro. Selvfølgelig skal Samsø stadig være det her imponerende udstillingsvindue, som vi kan vise resten af verden, og det vil det også kunne være fremover, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det mener han ikke, at nedskæringerne vil få indflydelse på.
Samsø græder over bebudede nedskæringer
- Jeg er helt sikker på, at det ikke er de 2,5 millioner kroner til akademiet, der får det til at falde fuldstændig fra hinanden, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Samsø-borgmester Marcel Meijer (S) håber, at regeringen ombestemmer sig, og det får han snart mulighed for at forsøge at påvirke.
- Jeg har et møde med Samsøs borgmester i næste uge igen, og der ser jeg frem til at drøfte de her problemstillinger, siger Jakob Ellemann-Jensen.