Thinna flyttede fra København til Samsø: Det er mit fristed

Thinna Aniella Michelsen flyttede fra hovedstaden til Samsø, fordi hun forelskede sig i de rolige omgivelser på øen

02:02

Selvom befolkningstallet på Samsø i mange år har gået ned, så er der stadig folk, der vælger at flytte til øen.

En af dem er fotograf Thinna Aniella Michelsen, der i august 2015 flyttede fra storbylivet i København til de mere rolige omgivelser i Ørby på Samsø. 

Læs også Samsø-borgmester: Vi kan tilbyde et fantastisk fællesskab

- Der er sindssygt mange mennesker, der flytter til København hver eneste uge, så der var for mange cykler og for mange biler. Der var bare larm konstant, så der var ikke noget tidspunkt, hvor man kunne få ro, siger Thinna Aniella Michelsen.

Thinna Aniella Michelsen flyttede fra København til Ørby på Samsø i 2015.

Thinna opdagede roen på Samsø, da hun under en ferie  for tre år siden ankom til øen som gæst.

- Da jeg landede herovre på øen, der havde jeg bare en følelse af, at på et tidspunkt, der kommer jeg til at bo herovre. Jeg vidste ikke hvornår, men jeg vidste bare, at på et tidspunkt kommer jeg til at bo herovre, og da det blev for meget i København sidste år, så var det jo en oplagt chance, siger Thinna Aniella Michelsen.

04:42

Samsø skal lokke beboere til øen med billige huspriser og unikt fællesskab, mener borgmester Marcel Meijer (S).

Luk video

Transportmuligheder er vigtigt
Som fotograf har Thinna Aniella Michelsen det meste af Danmark som sin arbejdsplads. Derfor betyder de hyppige færgeafgange til og fra øen meget for hende. Hvis transportmulighederne til og fra øen en dag skulle blive forværret, ville det blive en udfordring for Thinna.

- Samsø for mig er et fristed, og hvis jeg kan have det i 80 procent af mit vågne liv og 20 procent, hvor jeg kan fare rundt i hele Danmark, så er det helt genialt, siger Thinna Aniella Michelsen.

Læs også Nyt projekt skal lade folk prøve 'Samsø-livet'

Når Thinna Aniella Michelsen skal pege på de helt store forskelle på København og Samsø, så falder valget på det nærværende samfund, hun oplever på øen. Det får man ikke på samme måde i en storby.

- Jeg føler mig inkluderet i Samsø. I København kender man ikke naboen, og jeg kender ikke underboen eller overboen, og hvis man begynder at snakke med nogle mennesker midt på gaden, så står de jo og glor på en, som om at man er fuldstændig vanvittig. Herovre inkluderer folk hinanden, og naboerne holder øje med mig, siger Thinna Aniella Michelsen. 

Artiklen om Thinna er en del af en artikelserie om befolkningstallet på Samsø. Du kan læse de andre artikler herunder.