Småpiger købte og drak en flaske vodka
To piger på 12 og 13 år købte en flaske vodka på Samsø og faldt om efter at have drukket den.
Politiet på Samsø var i den forløbne uge involveret i et par tilfælde, hvor to piger på henholdsvis 12 og 13 år havde købt en flaske vodka i en af øens forretninger.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Købet skete på en ganske almindelig hverdag, og teenagerne gik på Møllebakken, hvor de delte flaskens indhold.
Ved et tilfælde blev den ene af pigerne fundet sovende i en have tæt på Møllebakken, mens den anden blev fundet et andet sted i byen. Det er særdeles farligt at falde i søvn med spiritus i blodet samtidig med, at temperaturen nærmer sig 0 grader.
Pigerne blev kørt til behandling på Samsø Sygehus, og i den slags sager er politiet altid involveret.
Politiet undersøger nu også, hvor de to piger har købt deres spiritus
Som bekendt eksisterer der en aldersgrænse på 16 år, før man må købe alkohol.