Samsø vil genbruge alt affald
Kattegatøen går til kamp mod køb og smid væk-kulturen
Samsø Kommune sætter nu alt ind på at blive verdens første lokalsamfund, der foretager en total omstilling til såkaldt cirkulær økonomi.
Det betyder blandt andet, at det er slut med at købe og smide væk. Alt skal i stedet genbruges og omskabes til nye ressourcer.
Samsø Kommune arbejder blandt andet med planer om, at alt biologisk affald skal sorteres og genanvendes. På den måde havner bananskræl og æbleskrog ikke længere i de almindelige affaldsposer.
- Vi har et begrænset antal ressourcer, og det kan vi også tit mærke på en ø. Så vi skal ikke klatte med de ting, vi har. Vi skal genanvende så meget som muligt så effektivt og smart som muligt, siger chef for teknisk afdeling i Samsø Kommune Søren Stensgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Genbrugs-børnetøj er blevet et hit
Samsø Kommune får nu 170.000 kroner fra Region Midtjylland til at udvikle konceptet.
Tanken er, at kattegatøen skal være det første lokalsamfund i verden, der foretager en total omstilling til cirkulær økonomi.
Samsø er i forvejen CO2-neutral og har gennem mange år fungeret som udstillingsvindue, hvor delegationer fra hele verden har været på besøg for at høre om den grønne omstilling.
- Næste skridt er helt naturligt, at vi begynder at kigge på cirkulær bioøkonomi indenfor vores produktion af fødevarer, siger erhvervschef i Samsø Kommune Mette Løkke.
Se mere om Samsø omstilling til genbrug i tv-indslaget øverst i artiklen.