Nyt projekt skal lade folk prøve 'Samsø-livet'
På Samsø arbejder de på, hvordan man kan få flere folk til øen. Projektet 'Lej en Samsø-bolig' kan måske være en del af løsningen
Hvordan vender man mange års fraflytning fra Samsø til befolkningstilvækst og mere liv på øen?
Det forsøger Samsø Kommune lige nu at finde svaret på, og i denne uge blev et helt nyt projekt skudt i gang. Det kan måske være svaret på, hvordan man lokker flere folk til Samsø.
- Det er et helt nyt projekt, der hedder ’Lej en Samsøbolig’, som vi søsætter her i løbet af efteråret, og vi forventer at kunne rulle det fuldt ud og starte det op fra 2017, siger formand for Erhvervs- og Bosætningsudvalget i Samsø Kommune Irene Lassen (V).
Målsætningen med projektet er klar: Folk skal finde ud af, hvorfor livet på Samsø er noget for dem.
- Det skal jo gerne få flere folk til at flytte til Samsø. En vigtig målsætning i Samsø Kommunes Erhvervs- og Bosætningsstrategi det er at gøre Samsø til et levende helårssamfund, siger Irene Lassen.
Prøv livet på øen
Projektet går helt konkret ud på, at beboere på Samsø stiller deres huse til rådighed for folk, der vil prøve livet som samsing af. Boligerne skal kunne lejes i en periode af tre til fire måneder.
- Der vil være boliger forskellige steder på øen. Noget af det vigtigste er selvfølgelig, at de er fuldt møbleret, så folk i den her periode kan efterlade deres liv derhjemme og så rykke over og have en velfungerende hverdag med alt, hvad det nu indebærer af møbler, køkkenudstyr og så videre, siger Irene Lassen.
På et informationsmøde i onsdags præsenterede kommunen idéen for interesserede på Samsø. Ifølge kommunen ser det i øjeblikket ud til, at det er muligt få mellem 10 og 15 boliger med i projektet.
- Det er også vigtigt, at det bliver i nogle landsbyer, hvor folk har nogle naboer, så man får noget kontakt og noget netværk her på øen, siger Irene Lassen.
Kommunen vil nu også gå i gang med at finde såkaldte ambassadører, som skal hjælpe de tilflyttere, der vil deltage i projektet, med at blive ordentlig integreret på øen.
Projektet er stadig i planlægningsfasen, men hvis alt går efter planen, håber Irene Lassen, at de første tilflyttere kan rykke ind fra februar 2017.
Artiklen om 'Lej en Samsø-bolig'-projektet er en del af en artikelserie om befolkningstallet på Samsø. Du kan læse de andre artikler herunder.