Forsker: Samsø-hurtigfærge kan hjælpe med at vende udvikling

Samsø har i 2016 fået flere borgere til kommunen, end øen har mistet, men på den lange bane ser det stadig problematisk ud

Samsø kan som den eneste kommune i Østjylland ikke sige, at flere folk er flyttet til kommunen, end der er flyttet fra i perioden fra 2010 til 2015.

Samsø Kommune er i perioden gået fra at have omkring 4.010 indbyggere i 2010 til nu kun at have 3.753.

Læs også Nyt projekt skal lade folk prøve 'Samsø-livet'

- Det er et generelt problem for ø-kommuner. Det handler grundlæggende om erhvervsudvikling. Mens mange ø-kommuner tidligere har haft fiskeri og landbrug som primære erhverv, har de over en længere periode ikke fuldt udviklingen i bykommunerne. Og når der så samtidig bliver stillet større krav til uddannelse, så bliver folk nødt til at flytte fra øerne, og de vender ofte ikke tilbage, siger kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Samsø var i perioden 2010 til 2015 den eneste østjyske kommune, der ikke fik flere indbyggere.

Et lille plus i 2016
Om den negative udvikling vender på lang sigt, vides endnu ikke, men på den korte bane kan det måske lysne lidt for øen i midten af Kattegat.

I hvert fald oplevede samsingerne i 2016 for første gang i lang tid, at der flyttede flere folk til kommunen, end der flyttede fra i samme periode. Kommunen gik fra at have 3.733 indbyggere i tredje kvartal af 2015 til at have 3.753 i samme periode i 2016 - altså 20 nye borgere i perioden.

04:42

Samsø skal lokke beboere til øen med billige huspriser og unikt fællesskab, mener borgmester Marcel Meijer (S).

Luk video

Roger Buch peger på infrastruktur som det vigtigste, hvis kommuner som Samsø skal have befolkningsvækst.

- Hvis der er noget, der kan være med til at vende udviklingen for Samsø, så er det tiltag som færgen mellem Aarhus og Samsø. Boligpriserne i Aarhus er flere steder helt umulige for normale mennesker, og så vil de kigge til nabokommunerne, og man kan spare lidt ved at flytte til Favrskov og Skanderborg, men man kan spare rigtig meget ved at flytte til Samsø. Det er det budskab, de skal sælge, siger Roger Buch. 

Denne artikel er en del af en artikelserie om befolkningstallet på Samsø. Du kan læse de andre artikler herunder.