Færge på vej til værft
Det er usikkert, hvor store skaderne er efter uheld på Samsø onsdag aften
Færgen M/F Samsø sejler torsdag til Frederikshavn for at blive undersøgt for sine skader, efter at den tidligt onsdag aften sejlede ind i færgelejet i Sælvig.
Når de ansatte på Ørskov Værftet har dannet sig et overblik over skaderne, skal M/F Samsø repareres.
Det oplyser direktør i Samsø Rederi Carsten Kruse torsdag formiddag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det første, der kommer til at ske, det er, at skibet skal besigtiges, Derefter skal vi se på forskellige løsningsforslag til, hvordan skaderne kan udbedres. Det ser ud til, at det kun er stålet, der er gået i stykker, og at der ikke er noget i vejen med de tekniske systemer, fortæller Carsten Kruse.
M/F Samsø påsejlede tidligt onsdag aften færgelejet i Sælvig. Færgen ramte en landklap, som efter uheldet fast i forenden af skibet.
Ifølge Carsten Kruse er det endnu uvist, hvornår det nybyggede skib igen er klar til at stævne ud i fast rutefart mellem Sælvig og Hou.
- Vi kan ikke sige noget om, hvornår skibet er klar igen. Det kan vi først se, når vi får åbnet klappen. Men jeg er sikker på, at hun (færgen, red.) er i trygge hænder.
Færgen Ane Læsø er indtil videre indsat som erstatning for M/F Samsø.