Borgmester om færgerute: Historisk dag for Samsø
Den kommende færgerute mellem Samsø og Aarhus kan være med til at vende befolkningsfaldet på Samsø
Tidligere i dag, lørdag, offentliggjorde arbejdsgruppen bag færgeruten mellem Samsø og Aarhus, at udbetalingen til en brugt, norsk færge er blevet betalt, og at den vender snuden mod dansk farvand i slutningen af denne måned, og dermed bliver færgeruten en realitet.
Færgen kan måske allerede begynde at sejle om et par måneder, og det vækker begejstring hos Samsøs borgmester Marcel Meijer (S).
- Vi er jo rigtig mange, der har drømt den vision, at det skulle være muligt at bo på Samsø og arbejde eller tage en uddannelse i Aarhus og for at kunne gøre det, kræver det en rigtig god forbindelse direkte til Aarhus. Med en forbindelse der tager en time at sejle til storbyen, så bliver det muligt at bo her og arbejde eller tage en uddannelse i Aarhus. Så det her kunne godt blive en rigtig historisk dag for Samsø, siger Marcel Meijer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Direkte færge mellem Samsø og Aarhus om få måneder
Samsø har oplevet et befolkningsfald siden finanskrisen, og færgeruten kan være med til at vende den tendens, og borgmesteren tror på, at færgeruten kan være begyndelsen til noget kæmpe stort. Samsø vil nemlig blive mere interessant for aarhusianerne, der kan flytte til øen og som gevinst kan opnå flere kvadratmeter og billigere husleje.
Borgmester Marcel Meijer ærgrer sig lidt over, at færgeruten ikke er kommunal, for han mener, at den ville ligge godt i det kommunale rederi, men han byder initiativet velkommen.
Se interviewet med Marcel Meijer i ovenstående videoklip.