Borgmester frygter Kattegat-bro vil ødelægge landskabet
Samsøs borgmester er ikke udtalt begejstret for, at der nu sættes 60 mio. kr. af til en forundersøgelse af muligheder for en bro over Kattegat
Onsdag satte Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med ministeren Ole Birk Olesen (LA) i spidsen 60 mio. kr. af til en forundersøgelse af mulighederne for en fast forbindelse over Kattegat. Det giver panderynker på Samsø.
Ø-kommunens borgmester, Marcel Meijer (S), frygter for charmen på øen med en bro tværs gennem landskabet.
- Det lå i kortene, at der ville komme sådan en undersøgelse, men jeg synes, at det er frygtelig ærgerligt. For en Kattegat-bro vil ødelægge vores landskab og charmen ved Samsø, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han frygter også, at turisme vil blive ramt, hvis en bro bliver placeret gennem øen, for så vil noget af den natur, som mange gæster kommer for, blive anderledes.
- Dog kan det være, vi får flere tilflyttere, fordi det bliver attraktivt at bo på Samsø, når man lettere kan pendle til Aarhus og København, siger Marcel Meijer.
Bør skåne naturen mest mulig
I byrådet har politikerne drøftet, hvordan de fremover skal forsøge at gøre deres indflydelse gældende i spørgsmålet om broen. Man er bevidst om, at man næppe får lov til at bestemme, om den kommer eller ej.
- Men vi håber, at nogle af pengene til undersøgelsen bliver brugt på at finde ud af, hvordan man skåner naturen på Samsø bedst. Især hvis broen skal gå tværs over øen, lyder det fra borgmesteren.
Anderledes positiv og optimistisk er Ole Birk Olesen. Han ser store muligheder og knap så mange ulemper som andre i en ny forbindelse over Kattegat.
Læs også
- Potentialet ved en fast Kattegatforbindelse er enormt, og hvis beregningerne bekræfter, at det kan realiseres ved brugerbetaling, er det oplagt at gå videre med en egentlig forundersøgelse hurtigst muligt, siger Ole Birk Olesen.
Over for TV2 ØSTJYLLAND uddyber ministeren sine pointer og svarer på den kritik, der er kommet fra flere sider, som frygter, at en Kattegat-forbindelse vil ramme den sydlige del af landet og Fyn.
Højt på ønskelisten
- Bilister der rejser mellem Nordjylland og Østjylland til København og Vestsjælland og den anden vej vil kunne spare en time. Man skal aldrig tænke, når man ser så store gevinster, at det går ud over nogen, siger Ole Birk Olesen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- På et tidspunkt op i 30'erne og 40'erne vil der komme trængselsproblemer over Fyn og op gennem Jylland, og så er det da bedre at få en anden måde, som folk kan rejse på.
En fast forbindelse over Kattegat skal forbinde Østjylland og Sjælland og har været til debat i flere år. Den står højt på ønskelisten for en række erhvervsfolk og borgmestre.
Men idéen er tidligere skudt ned af regeringen, efter at beregninger af forskellige modeller har vist, at det vil medføre store milliardudgifter for statskassen.
Tidligere i år kom så en foreløbig beregning fra transportministeren, som viste, at en ren bilbro kan laves for 58 milliarder kroner, finansieret af brugerne.
Kombineret vej- og baneforbindelse
Ministeren satte en nærmere undersøgelse i gang, der også omfatter en kombineret vej- og baneforbindelse.
Undersøgelsen er fortsat i gang, men resultaterne ventes i løbet af 2018.
Når den er færdig, skal resultaterne danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt der skal sættes en egentlig forundersøgelse i gang.